Mand død i oversvømmet tunnel efter dobbelt skybrud

En 71-årig mand druknede torsdag i en oversvømmet tunnel på Stevns.

En 71-årig mand er død på Stevns torsdag i en oversvømmet tunnel. 

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Dødsfaldet skete samme dag, som Stevns blev ramt af et dobbelt skybrud. Det betyder, at det regnede over 30 millimeter i en halv time.

Manden gik gennem en oversvømmet tunnel under jernbanen ud for et stisystem nordvest for Store Heddinge Station og druknede.

Der blev forsøgt livreddende førstehjælp, men manden blev kl. 17.48 erklæret død.

Midt- og Vestsjællands Politi har undersøgt hændelsesforløbet omkring dødsfaldet. Flere vidner så manden gå ned i tunnelen, og ud fra det vurderer politiet, at der ikke er grund til at lave yderligere undersøgelser. Det fortæller vagtchefen til TV2 ØST.

På et billede som TV 2 Kosmopol har fået tilsendt, kan man se den oversvømmede tunnel (se billedet øverst i artiklen).

Carsten Wagner var ude at kigge på den med sin kone, efter skybruddet var ovre:

- Der var meget vand. Det var så dybt, at et menneske, der står med armene over hovedet, ikke ville kunne nå overfladen. Der var ikke mange centimeter til toppen, fortæller han til TV 2 Kosmopol.

De pårørende er underrettet.

Stevns Kommune bekræfter dødsfaldet overfor TV 2 Kosmopol. 

-  Det er en virkelig tragisk hændelse, siger Birgitte J.T.K Nielsen, som er tkenink- og miljøchef for Stevns Kommune.

Hun forklarer, hvorfor området er særligt udsat.

 - Jeg tror, det er en fordybning. Vi har bækken, der går omme bag Store Heddinge skole og rådhuset, så det er meget naturligt, at regnen daler ned mod den bæk. Det er det, der gør at området er ramt.


En video fra Stevns torsdag viser, hvor meget vand der rent faktisk var faldet under det dobbelte skybrud:


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik