Dræbte Louise Borglits søster taler ud: "Jeg vil have svar på hvorfor"

Louise Borglit var gravid i syvende måned, da hun den 4. november sidste år blev overfaldet og stukket ihjel en ganske almindelig fredag aften. Hun havde ifølge sin søster ingen fjender, og motivet til at dræbe hende er stadig en gåde for både politi, familie og venner.

Og det piner Susanne Borglit, at den person, som den regnfulde aften i november måned valgte at tage livet af hendes søster, stadig ikke er stillet til regnskab for at tage en andens liv:

- Jeg vil have svar på hvorfor. Hvorfor lige hende? Livet bliver aldrig det samme, men jeg kan bedre leve videre, hvis jeg får at vide hvorfor, siger Susanne Borglit.

Mangler stadig svar

I aftenens udgave af Station 2 fortæller hun om søsterens død og de måneder, der er gået, hvor familien har søgt efter svar.

Nu stiller Susanne Borglit sig for første gang frem. Det sker med en appel om at hjælpe familien med at finde gerningsmanden:

- Nogen må vide noget. Måske sidder der nogen derude, som ikke tør sige noget, eller som ikke tror, at det, de ved, er vigtigt. Men alt er vigtigt, siger hun og fortsætter:

- Der løber en mand rundt, som har brug for hjælp. Jeg tænker, at man ikke kan gøre sådan nogle grusomme ting mod et andet menneske uden, at man kunne have brug for noget hjælp bagefter.

"Gå, hvor der er lys"

Louise Borglit blev dræbt med flere knivstik under en gåtur med familiens hund, golden retrieveren Maggie. Hun boede hos sin søster og svoger og parrets to piger i Herlev.

Den aftenen, drabet skete, havde familien lige spist, og de gjorde sig klar til en hyggeaften. En aften, som Louise Borglit aldrig vendte hjem til.

- Det er dårligt vejr, så hun finder noget regntøj, hun kan passe. Fordi hun er gravid, tager hun Martins, min mands, regntøj. Og så griner vi lidt af det, fordi hun ser lidt sjov ud, husker Susanne og fortæller, at Louise også iførte sig Martins gummistøvler, som egentlig var lidt for store.

- Da hun går hun ud ad døren, siger jeg til hende, at hun skal gå, hvor der er lys. Og det er det sidste, jeg siger til hende.

Din søster er ilde tilredt

Efterfølgende får Susanne sit livs værste opringning, som hun stadig har svært ved at tro var virkelig.

- Jeg får en dame i røret, der spørger, om jeg har en golden retriever. Jeg siger, at det har jeg. Og så får jeg en politimand i røret. Han siger, at jeg skal komme ned i parken, fordi min søster er ilde tilredt, fortæller Susanne Borglit.

Hun løber, alt hvad hun kan, ned i parken og finder sin søster liggende livløs på græsset. En politimand fører hende væk.

Kort efter får hun beskeden om, at Louise er død af de knivstik, som en endnu ukendt gerningsmand har givet hende.

- Den første tid efter kunne jeg næsten ikke skelne dagene fra hinanden, siger Susanne, som samtidig har svært ved at gå rundt i huset:

- Louises værelse står jo stadigvæk nede i kælderen og dufter af hende. Og alting ligger, som det gjorde, den aften hun gik ud ad døren.

Alt var klar til den lille ny

 Drabet på hendes søster kom som et chok, for Louise Borglit havde ifølge sin søster ingen fjender:

- Louise var et livsstykke. Hun var sådan én, man ringede til, når man havde en dårlig dag. Og så kunne hun bare gøre én glad igen. Lynhurtigt. Alle elskede hende.

Og alt var klart til, at Louise skulle føde sin lille dreng. Familien havde planlagt ned til mindste detalje, hvordan alle skulle hjælpe til, og de havde indrettet værelset i kælderen til, at den lille ny flyttede ind.

På det tidspunkt, hvor Louise Borglit blev dræbt, var der fem uger til, at hun skulle føde. Hun skulle være alenemor, hvilket var grunden til, at hun var flyttet hjem til sin søster i Herlev.

- Vi glædede os alle til, at det her lille barn skulle komme. Mine piger glædede sig til, at de skulle være kusiner til en lille dreng, fortæller Susanne Borglit.

Kommer sig aldrig over tabet

Værelset, hvor lillesøsteren boede, står urørt.

Babytøj, scanningsbilleder og en vugge er stadig i rummet, og Susanne Borglit har svært ved overhovedet at gå ind på værelset og endnu mere at skulle rydde op i de ting, der står der.

 - Jeg synes, det er svært at gå ned og pakke det sammen. Alle hendes babyting er dernede. Vi skal have sorteret i alle hendes ting, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Det er jeg slet ikke klar til endnu, siger Susanne og holder en pause, før hun fortsætter:

- Det skal jeg nok blive med tiden, men lige nu er det alt for hårdt.

Og det er også hårdt, at der stadig ikke er fundet en gerningsmand, så familien kan få lov til at bearbejde tabet af en højtelsket lillesøster, datter og moster, fortæller hun.

- Jeg håber, at det hjælper at stå frem nu, så dem, der ved noget, kommer frem med det. Det ville hjælpe os rigtig meget. Vi kommer os aldrig over tabet, men det ville give os fred i sindet, at vi får en afslutning, lyder Susanne Borglits appel.