Ghita Nørby i opråb: - I dag må man jo ingenting

Ghita Nørby er ikke en fru Hvem-som-helst.

I årtier har hun domineret de skrå brædder og de smalle spillefilm, og mange kende hende især fra rollen som den lattermilde Ingeborg Skjern i tv-serien 'Matador'.

Faktisk er skuespillet så stor en del af hende, at hun tidligere har udtalt, at hun er født i Det Kongelige Teaters 'skræddersal'. Hun er fra den tid, hvor der ikke blev indkaldt til en årlig MUS. I stedet stod den på 'kæft, trit og retning', som hun i dag mener, har formet hende til at være den, hun er – både kunstnerisk og menneskeligt.

Derfor følger hun også med, når scenekunsten de senere år har fået ørene i maskinen. Både balletten og teaterverdenen har måttet se indad, fyre og ændre.

Blandt andet har Det Kongelige Teater, særligt Balletskolen, måttet stå ansigt til ansigt med en række alvorlige anklager om grænseoverskridende adfærd.

Så sent som i sidste uge gik den sygemeldte balletmester Nikolaj Hübbe af efter 16 år på posten, mens en årlig trivselsmåling fra teatret viste, at 139 ansatte har oplevet krænkende adfærd det seneste år. Det svarer til knap hver fjerde ansatte.

Men hvad gør man, når den omgangstone, man har fået ind med modermælken, pludselig er gået af mode? Det – og meget mere – fortæller Ghita Nørby om i torsdagens afsnit af TV 2s podcast 'Dato', der kan høres hos Podimo eller i TV 2s nyhedsapp.

Ghita Nørby blev kvast

Ghita Nørbys historie starter på mange måder i mødet med teaterinstruktør Erling Schrøder. Ham mødte hun for første gang, da hun skulle spille en rolle på det teater, der i dag hedder Betty Nansen Teatret.

Her skulle den rolle, hun spillede, gå gennem en dør.

- Så siger han til mig 'Det er ganske forfærdeligt, hvad er det, du laver?', fortæller hun i podcasten.

Det var en en hård tone og et hårdt møde, der også er beskrevet af chefredaktør på Zetland, Lea Korsgaard, der både har skrevet en bog og en artikel om den folkekære skuespillerinde:

- Under prøverne, der kvaste han Ghita Nørby. “Her skal du ikke være smilende og elskværdig”, beordrede han og drev hende rundt på scenen – hun tudede, han blev ved, lyder det i et lydklip af Lea Korsgaard, der bliver afspillet i podcasten.

Alligevel står han som et fyrtårn i Ghita Nørbys bevidsthed. Af samme grund havde hun også sat et billede af Erling Schrøder mellem hende og programmets vært, Abdel Aziz Mahmoud, da de mødtes i skuespillerindes hus.

Erling Schrøders direkte facon ville dog ikke få et ben til jorden i dag, lød det i podcasten fra Ghita Nørby. Faktisk ville han "slet ikke kunne være til i dag".

- Jeg elskede Erling, for han kunne fortælle mig noget, som jeg ikke vidste. Men det var jo, fordi jeg selv erkendte, at jeg ikke kunne noget. Men det ved jeg ikke, om man gør i dag.

Vil man sige, at det var en særlig pædagogisk måde at sige det på?

- Nej, det ved jeg da ikke, jeg er da ligeglad med det. Jeg har slet ikke nogen som helst tanker om det, lød svaret fra Ghita Nørby.

Bør unge eller bør den nye generation affinde sig med det samme, som du har affundet dig med?

- Der er noget, der hedder humor. Er det mode i dag at have humoristisk sans, selvironi, kunne se sig selv, kunne se andre, more sig, sige hold da kæft hvor er du skæg. Er det en toneart? Jeg spørger bare.

Ifølge Ghita Nørby er den hårde tone og den kontante kritik en del af prisen for at få en plads på de skrå brædder og i danskernes bevidsthed.

Kritik har ingen gang på jorden

Problemet er, at folk i dag ikke kan tåle kritik, lyder dommen fra Ghita Nørby i podcasten. Og det er på mange måder folks eget valg.

- Du kan jo misforstå det med vilje. Du kan blive så ømtålelig og følsom, at der ikke er nogen, der kan sige noget til dig, før du føler dig ramt, lød det om tidsånden i scenekunsten.

Og det er ikke kun en omkostning at modtage kritik, det er også en gave. Derfor er tidens udvikling synd og skam.

- Jeg er opdraget i kritik. Jeg elsker kritik. Men i dag må du jo ikke kritisere nogen, for så bliver du sat i, jeg ved ikke hvor, siger hun i podcasten og fortsætter:

- Kritik er det, du bliver klogere af, kritik er det, der gør, at din forstand begynder at arbejde. At man ikke må det i dag, det må de jo selv om, men altså det er synd.

Der er altid stormvejr

At der er stormvejr på teatrene kommer dog ingenlunde bag på Ghita Nørby, for det "er der altid".

- Det er vores temperament og vores dit og dat, og vores fejl er tydeligere, fordi vi er på teatret, end de er andre steder.

Abdel Aziz Mahmoud spørger derfor, om hun følger med i den nuværende rumsteren, der særligt er til stede omkring Det Kongelige Teater.

- Jeg følger med og læser, hvad der står, og ryster på hovedet og går ud og laver noget mad, lød det kontante svar.

Ghita Nørby er før blevet kritiseret for sin manglende mildhed og for sin ligefremhed. Hos hende bliver der ikke lagt fingre imellem.

Men i starten af karrieren var det noget helt andet, hun blev kritiseret for. Her syntes de store, magtfulde mænd i scenekunstens verden, at hun var lidt "lillepige-agtig".

- Men det var jeg jo også. Jeg var jo en glad en, som havde smilehuller og var køn og havde nogle flotte ben, lød det i samtalen med Abdel Aziz Mahmoud.

Hvorfor skulle man kritisere det?

- Det ved jeg ikke. Men misundelse vækker jo had og skældud.

Og du blev i det, selvom du hørte de her ord?

- Jeg forstod ikke så meget af det dengang. Jeg var ikke så påvirket af det, som man er i dag. Min forstand var ikke rettet på det led. Jeg var mere glad for at være på det sted, hvor jeg ønskede at være, i det felt hvor jeg havde hjemme: skuespillet. Det opfyldte mig, og at der så var nogen, der sagde det ene eller det andet. Tiden var en anden.

Derfor er Ghita Nørby ikke mild. For hun har lært, at mildhed kommer man ikke langt med på den store scene.