Oversigt

Seneste nyt

Flere butikker i Fields dømt ulovlige

Det var helt tilbage ved årtusindskiftet, at den daværende miljøminister gjorde de første indsigelser i forbindelse med opførelsen af shoppingcentret Field's i Ørestad ved København.

Ministeren hed Svend Auken.

Der er gået 24 år, og spørgsmålet om sammensætningen af butikker i dele af centret har været behandlet af den kommunale forvaltning, forskellige nævn, domstole, kommunen igen og i seneste runde af Københavns Byret.

Byretten har mandag slået fast, at indretningen af den del af centret, som rummer en Bilka, en H&M og en Magasin, ikke lever op til de krav, der følger af lokalplan og byggetilladelse.

Det er næsten 10 år siden, at netop det spørgsmål blev indbragt for retten. Det skete, efter at det daværende Natur- og Miljøklagenævnet vendte tommelfingeren nedad over for Field's.

Forhistorien inden da er lang og kompleks. Men sagens kerne er, hvorvidt Bilka, H&M og Magasin kan siges at udgøre "et stormagasin".

Den lokalplan, som er det lovmæssige grundlag for storcentret Field's, siger nemlig, at der i centret skal etableres et detailhandelscenter og et stormagasin.

Helt tilbage i 2011 slog Østre Landsret fast, at indretningen med Bilka, H&M og Magasin ikke levede op til, hvad man måtte forstå ved et stormagasin, og det var den dom, som Natur- og Miljøklagenævnet lænede sig op ad nogle år senere.

Det var De Samvirkende Købmandsforeninger, som dengang indklagede sagen for nævnet. Det skete, efter at Københavns Kommune i 2013 - i kølvandet på landsretsdommen - udstedte en ny byggetilladelse, som skulle lovliggøre indretningen af storcentret.

Efter afgørelsen i nævnet valgte Field's at indbringe sagen for Københavns Byret, hvor den altså har verseret frem til nu.

Retsopgøret er dog ikke slut, da Field's har mulighed for at anke byretsdommen til Østre Landsret.