Planerne tager form: Ikonisk fængsel skal være et rart sted at bo
Planerne for Egon Olsens fængsel i Albertslund begynder at tage form. Fængselsfløjene skal rives ned, men der bygges lejligheder af de gamle mursten samme sted.
Bevæger man sig rundt i Vridsløselille Fængsel i Albertslund, skal man huske at slå alarmerne fra.
Alarmerne er der ikke for at forhindre nogen i at stikke af. De er der for at undgå indbrud i fængslet.
Fængslet, med den ikoniske, grønne port, som de de fleste nok kender fra Olsen Banden, blev endeligt forladt i 2016.
På den næsten 160.000 kvadratmeter store fængselsgrund står omkring 25.000 etagemeter forladte bygninger.
Men går det efter planen, vil fængslet fra næste år og frem til 2030 gennemgå den største forvandling i sin 163-årige historie.
Stedet skal omdannes til en helt ny bydel i Albertslund. Vridsløse kommer den til at hedde.
Sammen med pensionskassen PKA indgik entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard for to år siden en aftale med statens ejendomsselskab, Freja Ejendomme, om at købe og byudvikle området.
Og nu er der lavet en overordnet plan, en masterplan, der angiver, hvor der skal bygges og hvor stort og hvor højt.
Foto: Peter Boye / TV2 Lorry
Planen er at bygge 1400-1600 nye boliger på det enorme fængselsområde, som i fremtiden bliver en bydel med omkring 3000 indbyggere.
En stor del af muren bliver revet ned. Det før så lukkede fængselsområde skal lukkes meget mere op for offentligheden.
Fængselsgården lige bag den grønne port bliver et sted, hvor der for eksempel vil kunne være loppemarkeder eller torvedag.
Foto: Peter Boye / TV2 Lorry
Det er tanken, at lidt over 13.000 etagemeter af de gamle bygninger skal bevares og bruges til forskellige formål. Et gammelt værksted kommer til at huse et mikrobryggeri.
Og kirken, hvor det landskendte fangekor har øvet, skal have en udvendig ansigtsløftning og så ellers omdannes til et af en række lokale fælleshuse i den nye bydel.
Foto: Peter Boye / TV2 Lorry
Og så er der planerne for selve fængslet.
Helt centralt finder man panoptikon, som er den bygning, hvorfra de fire fængselsgange stikker ud som fingre. Fra panoptikon havde man i gamle dage udsyn til alle fængselsgange på alle etager. Og den bygning, med det store, runde rum, har det været særligt magtpåliggende at bevare, fortæller direktør Carsten Rasmussen fra Freja Ejendomme:
- Det her rum, det var noget helt særligt, fordi det fortæller historien om hele den måde, man arrangerede sig på, når man skulle passe på fangerne.
Mens den centrale panoptikonbygning altså får lov at blive stående, bliver de fire fængselsfløje med alle cellerne revet ned.
Men arkitektfirmaet Cobe, som vandt konkurrencen om at forvandle Vridsløselille Fængsel til bydelen Vridsløse, har valgt, at der samme sted skal bygges fire nye fløje. I i hvert fald tre af dem skal der være lejligheder.
Ikke bare kommer bygningerne i form til at ligne de gamle cellefløje. Det er også meningen, at så mange som muligt af de gamle mursten skal genbruges.
Foto: Peter Boye / TV2 Lorry
Ifølge projektleder Merete Kinnerup Andersen fra Cobe er der en helt konkret grund til, at man ikke nøjes med at rive væggene ned og bygge lejligheder i de bygninger, der står der nu:
- Det er simpelthen bærende konstruktion. Så vurderingen har været, vi ikke bare kan rive de eksisterende vægge ned og bygge noget helt nyt. Så ville det falde fra hinanden, siger hun.
Parterne, der står bag udviklingen af den nye bydel, har tidligere arrangeret guidede rundvisninger i det gamle fængsel, hvor man kan høre mere om planerne for området. Hver gang har der været fuldt booket. Så nu har de arrangeret otte nye, gratis rundvisninger, som man kan læse mere om her.