TV 2 Kosmopols etiske retningslinjer
Etik
Nyhederne skal være nøjagtige, troværdige, fair og med plads til nuancer.
Vi baserer os som hovedregel aldrig kun på en kilde, og undersøger altid en sag grundigt. Fakta og påstande undersøges og tjekkes altid af journalist og redaktører.
Og vi sikrer altid, at modparten får plads.
Vi arbejder på vegne af seerne og brugerne for at klæde dem bedst muligt på til at danne egne meninger.
Betingelser og aftaler for medvirken
På TV 2 Kosmopol holder vi de aftaler, vi indgår.
Vores aftaler skal være klare og skal sikre, at kilderne ved præcis i hvilken sammenhæng, de eller deres oplysninger indgår.
Det påhviler reporterne at give kilderne et klart billede af, hvordan vi vinkler det indslag/ den artikel i hvilket de eller deres oplysninger indgår, og de har ansvaret for at sikre, at aftalen forstås på samme måde af kilderne og os.
Vi forbeholder os ret til at bringe et interview – også selvom den medvirkende afbryder det undervejs.
Den angrebne part
Angreb på navngivne personer og institutioner må kun bringes, når angriberen selv lægger navn og titel til angrebet, når der er vægtige grunde til at bringe det og når der er indhentet kommentar fra den person eller institution, der udsættes for kritik.
Oplysninger, som kan være skadelige eller krænkende, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes. Personer, der anmodes om at medvirke, har ret til at afslå, og hvis dette er af væsentlig betydning for et indslag, skal vi fortælle, at - og gerne hvorfor - de ikke medvirker.
Anonyme kilder
Vi bruger sjældent anonyme kilder. Fordi anonyme kilder udfordrer vores troværdighed.
Anonyme kilder, hvis identitet er os bekendt, kan dog være en forudsætning for at fortælle væsentlige historier, men det skal for os og for seerne være forståeligt og rimeligt, at en kilde ønsker anonymitet.
Klager
Vi besvarer alle klager hurtigt. Hvis klageren berettiget påpeger, at vi har fortalt noget, der er forkert, bringer vi en rettelse/præcisering.
Læs mere under punktet ”Klager”.
Kildebeskyttelse
Vores kilder skal kunne stole på, at vi holder, hvad vi lover herunder, at vi under ingen omstændigheder identificerer en kilde, vi har lovet anonymitet og fortrolighed.
Billedvalg og redigering
Brug af generelle billeder skal gives ekstra omtanke. Kan mennesker eller bygninger blive ”stødt” over at blive brugt i denne sammenhæng.
Rekonstruktioner benyttes kun undtagelsesvis, og det skal tydeligt fremgå, at det er det, billederne viser.
Voldsomme og stødende billeder
Vores udgangspunkt er, at vi ikke bringer billeder, der krænker folks værdighed - hverken ofrenes, de pårørendes eller seernes.
Men voldsomme billeder kan være nødvendige for at skildre virkeligheden.
Skjult kamera
TV 2 Kosmopol bruger sjældent skjult kamera. Som vi kræver det af vores kilder, står vi også åbent frem.
Der er dog situationer, hvor historier kun kan dokumenteres ved brug af skjult kamera. Samt at de er så væsentlige, at hensynet til sagen vejer tungere.
Personer, der har været udsat for skjulte optagelser, bør altid konfronteres med optagelserne, inden de bringes. Der gælder de samme regler for skjulte lydoptagelser som for skjult kamera.
Telefon-optagelser
Optagelse af telefonsamtaler er et almindeligt journalistisk redskab. Men optages en samtale med henblik på at bringe uddrag i Nyhederne, bør det kun ske, efter at den interviewede er gjort opmærksom på, at optagelsen finder sted og, at den kan blive brugt i indslag.
Optagelser på offentligt område
Der er principielt ingen begrænsninger på at fotografere på offentligt område, dvs. gade og vej, butiks- og husfacader, offentlig strand, park, skov, pladser og torve, etc.
Fotografering af sigtede, tiltalte og vidner på vej til og fra et retsmøde er ikke tilladt uden samtykke, uanset om disse befinder sig på offentligt område (se i øvrigt Retssager og fotografering).
Omtale af etnisk baggrund
I indslag om kriminalitet eller lignende omtaler vi ikke etnisk baggrund, medmindre der er en særlig redaktionel årsag.
Hvis politiet efterlyser en person med en specifik etnisk baggrund, fordi det vurderes, at oplysningen er relevant for opklaringsarbejdet, viderebringer vi som hovedregel også oplysningen.
Navne i kriminalsager
Vi fortæller kun navne på dømte, der er idømt over to års ubetinget fængsel og er over 18 år og det i øvrigt er relevant at navngive pågældende. Det betyder også, at vi kun bringer billeder af dømte, der er idømt over to års fængsel.
Vi fortæller kun navne på ”tiltalte” i særlige tilfælde og kun i sager, hvor strafferammen overstiger to års fængsel.
Vi har pligt til, i omtalen af kriminalsager, at oplyse, om sigtede/tiltalte har erklæret sig skyldig eller ikke-skyldig.
Retssager og fotografering
Medmindre der foreligger tilladelse fra dommeren, er det forbudt at fotografere eller lave lydoptagelser i retten - ikke bare i retssalen men i hele retsbygningen.
Råbånd
Ud over sekvenser, der har været eller vil blive bragt i Nyhederne, kan råoptagelser under ingen omstændighed afspilles for eller udleveres til udenforstående.