Tre mænd er nu sigtet for drab ved sportshal i Birkerød
Nordsjællands Politi har torsdag anholdt to mænd, der sigtes for et drab for to en halv uge siden.
Her blev en 23-årig mand sent om aftenen mandag den 28. oktober stukket med kniv ved Søndervangshallen i Birkerød. Han døde af sine skader.
Fredag blev de fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Lyngby og fængslet i 14 dage. En 19-årig mand sidder i forvejen fængslet i sagen. Mændene, der er blevet fængslet, er henholdsvis 18 og 21 år gamle.
Fredagens grundlovsforhør foregik bag lukkede døre, så anklageren kan ikke oplyse, hvad der er kommet frem. Han kan dog sige, at alle de sigtede nægter sig skyldige.
Drabet fandt sted ved sportshallen på et ukendt tidspunkt før klokken 22.58. Det 23-årige offer blev ramt af knivstik i ryggen, maven og i brystet. Alle stederne blev han stukket to gange.
Både den dræbte og i hvert fald nogle af de sigtede var allerede inden drabet kendt af politiet for at være en del af det kriminelle miljø i Birkerød.