Da hun stod med kartoffelskrælleren i hånden, slog det hende, at hun ikke længere kunne leve på den måde

Det startede, da Jane Ibsen Piper fandt ud af, at hun havde fire kartoffelskrællere.

I den der skuffe i køkkenet, der aldrig rigtigt ville hverken åbne eller lukke.

Fordi den var fyldt til randen.

Dengang var hun på barsel med sit andet barn. I den treværelses lejlighed, familien boede i, som var fyldt med ting. De lå i lag i skufferne, oppe på skabene og under sengene.

- Jeg kunne mærke, at rigtig meget af min tid gik med at holde styr på ting. Med at finde vanten, finde tøj til børnene, som ikke var den rigtige størrelse. Eller tøj til mig selv, som heller ikke passede, fordi min krop havde forandret sig, forklarer hun.

Så hun gik ud i køkkenet, åbnede skuffen og skilte sig af med de overflødige kartoffelskrællere.

Bagefter fortsatte hun i resten af lejligheden.

Efter tre måneder havde hun båret tyve Ikea-poser med tøj, sko og ting til den lokale genbrug.

- Jeg fortryder ikke en eneste af de ting, jeg har givet væk på nogen måde. For den lethed, det har givet mig, er meget mere værd end de enkelte småting, som jeg i nogle tilfælde havde gemt i otte eller ti år uden at bruge dem, siger hun.

Jane Ibsen Piper er en del af en tendens, der lige nu trender på sociale medier under hashtagget 'underconsumption core', hvor flere deler, hvordan man kan forbruge mindre - og bruge det, man allerede har.

For Jane Ibsen Piper har det betydet, at hun har sparet en hel del penge. Faktisk kan familien hver måned spare halvdelen af deres samlede indkomst op til oplevelser og frihed.

Når shopping bliver en vane

Siden er der gået godt ti år, hvor Jane Ibsen Piper har levet minimalistisk og holdt købestop.

I starten handlede købestoppet om at leve med et ekstremt minimalt forbrug.

I dag – ti år senere – erstatter hun det, der går i stykker med genbrugsfund. Kun hvis hun ikke kan finde erstatningskøbene brugt, køber hun nyt. Men så køber hun også den allerbedste kvalitet, hun kan finde, forklarer hun.

Men selvom købestoppet gælder alting – møbler, køkkensager og madvarer – var det især tøjet, der var årsagen til, at Jane Piper Ibsen stoppede med at købe nyt.

For selv da hun havde været hele lejligheden igennem og båret flere og flere sække til genbrug, blev hendes garderobeskab ved med at være fyldt. Som en form for ’Narnia-skab’, forklarer hun.

- Det gik op for mig, at jeg vaneshoppede meget. Jeg købte en ny kjole, når jeg skulle til fest, og jeg skulle selvfølgelig have nyt tøj, når sæsonen skiftede. Hvis der var udsalg, skulle jeg da også lige ud og kigge, om der var et eller andet, fortæller hun om det, hun i dag ser tilbage på som et tankeløst og impulsivt forbrug.

De samme to kjoler til ti års fester

Jane Ibsen Piper er ikke en af den slags minimalister, der tæller sine ting. Men adspurgt, hvor meget tøj, hun ejer, tæller hun sig umiddelbart frem til 30 stykker tøj.

For eksempel ejer hun kun to par jeans – et par blå og et par sorte – som, når de går i stykker, bliver repareret. Når de så er helt mørnede, køber hun et par fra genbrug til omkring 30 kroner.

De to kjoler i skabet har hun arvet fra sine bedstemødre, og dem har hun brugt til de seneste 10 års fester.

Resten af tøjet i klædeskabet er enten genbrug, hjemmesyet eller tøj, hun har arvet.

- En af de største ændringer er, at jeg har meget mere tid. For der var faktisk mange lørdage, der gik med, at jeg lige skulle ud og ose i Magasin. Man kan jo altid finde noget nyt, forklarer hun.

Men minimalismen gælder i alle aspekter af Jane Piper Ibsens hjem og liv. Familien på fire bor i et rækkehus i Måløv på 110 kvadratmeter. Hvilket er småt i forhold til deres indtægt, forklarer Jane Ibsen Piper.

Og så er de fleste møbler i hjemmet købt brugt, da familien for ti år siden flyttede dertil.

- Jeg er så glad for, at vi ikke hoppede med på forbrugs-hamsterhjulet og den her samfundsfortælling om, at man skal opgradere og udskifte hele tiden. Jeg kunne lige så godt bare have brugt rub og stub. Skiftet møbler, bil, garderobe og hus. Men nu fik jeg tid og frihed i stedet for, forklarer Jane Ibsen Piper.

Kan du forstå, hvis folk synes, at alt det her lyder en lille smule frelst?

- Ja, det kan jeg virkelig godt forstå. Jeg går ud og prøver at blande mig i, hvad andre gør. Det kan jeg godt forstå, hvis folk ikke bryder sig om. Derfor prøver jeg bare at fortælle om, hvad jeg har gjort, og hvad der har hjulpet mig. Så kan folk bruge det eller lade helt være.

Sparer halvdelen af samlet indkomst

Udover den ekstra tid, har den minimalistiske livsstil gjort en stor forskel for familien Pipers økonomi.

Familien allokerer hver måned halvdelen af deres samlede indkomst til den såkaldte ’Fuck you’-fond. Den betyder, at de har økonomisk frihed til for eksempel at sige et job op, hvis de får en dårlig chef.

Og at Jane Ibsen Piper er gået fra et job i den finansielle sektor til at arbejde med grøn omstilling – et job hun ikke har, fordi hun er nødt til det, men udelukkende fordi hun har lyst.

Det har også betydet, at familien har betalt et SU-lån og banklån på 650.000 kroner af på fem år i stedet for 30 år.

Og så betyder den økonomiske frihed, at det ikke længere er pengepungen, der bestemmer antallet af og længder på rejser.

Derfor rejser de meget og længe. To ugers skiferie og fire ugers sommerferie. Naturligvis uden fly, understreger hun.

Det kræver nogle privilegier at kunne leve, som du gør. Det er vel ikke alle, der bare kan gøre det her?

- I den her snak om økonomi, er der meget privilegieblindhed. Det gør mig lidt ked af det, for vi har alle meget forskellige udgangspunkter. Jeg er en del af en familie med to voksne, der begge to tjener en rigtig god løn. Det er et kæmpe privilegium, som jeg ikke er blind for, forklarer hun.

- Så jeg siger ikke, at alle kan gøre præcis det, jeg har gjort. Men jeg tænker, at alle kan lære en lille smule af at kigge på sit forbrug.