Person ramt af skud på Nørrebro i København
Torsdag eftermiddag er der igen meldinger om skud i København.
Opdatering: En 22-årig mand er afgået ved døden. Læs mere her.
En person er blevet ramt af skud ved et skyderi i Mjølnerparken og bragt på hospitalet. Det oplyser den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi Kenneth Jensen, der ikke kender personens tilstand.
Han kan heller ikke på nuværende tidspunkt sige, hvorvidt den ramte har banderelationer eller ej.
De første meldinger lyder, at gerningsmændene var to personer, der kom kørende på en knallert eller scooter. Efter skyderiet flygtede de mod Tagensvej.
Ifølge flere vidner, som Jyllands-Posten har talt med, skal to personer dog være ramt. Dette er dog ikke blevet bekræftet af politiet endnu.
Ifølge Ekstra Bladet fandt skyderiet sted tæt på Mjølnerparkens boldbane.
Vi sendte live fra Mjølnerparken i vores udsendelse. Det kan du se her:
Ved du noget?
Kontakt redaktionen på magr@tv2lorry.dk
Kilder siger til TV 2, at der skal være affyret op til syv skud.
Ifølge Ekstra Bladet er der både massivt politi og ambulance-opbud. Ifølge Ekstra Bladets udsendte er der netop kørt en ambulance fra stedet med udrykning. I ambulancen er der et formodet skudoffer, skriver avisen.
Et anonymt vidne siger til Ekstra Bladet, at hun hørte mindst fem skud og så en knallert komme kørende ud fra Mjølnerparken med to fuldt maskerede mænd.
Ifølge TV 2 Lorrys oplysninger kommer der fortsat politi til Mjølnerparken. Samtidig bliver en person angiveligt tilbageholdt af politiet på stedet.
Bandekonflikten
LTF har siden foråret haft en konflikt med blandt andre banden Brothas, der holder til i Mjølnerparken på grænsen mellem Nørrebro og Østerbro.
De fleste af de mange skudepisoder, der sommeren og efteråret igennem har plaget København tilskrives konflikten mellem de to bander - en konflikt, der nu har kostet menneskeliv.
Politiet kan bekræfte at en person er ramt af skud #politidk https://t.co/sJbiwy6SxG
— Københavns Politi (@KobenhavnPoliti) November 9, 2017
Foto: alarm112danmark.dk