Borgere til dræbt politimands bisættelse: "Hvad er det for en verden, vi lever i?"
Drabet på politiassistenten, Jesper Jul, rører mange dybt. Også dem der ikke kendte ham er dukket op til bisættelsen for at sørge.
Roskilde Kirke var bugnende fuld fredag, da den dræbte politiassistent, Jesper Jul, blev bisat.
Men også foran kirken var helt almindelige mennesker, der ikke kendte Jepser Jul, mødt op for at sørge.
- Det er så vanvittigt, at sådan noget kan ske. Og det gør mig ondt for familien. Jeg har slet ikke ord for, hvorfor man gør sådan noget. Derfor ville jeg godt lige stå her og se det, siger en tydeligt berørt Palle Acthon.
- Vi er lidt skrøbelige
Også Line Mortensen er gået forbi Roskilde Kirke, og for hende er drabet særlig tæt på.
- Vi har en kommende politimand i familien, og det kan jo godt sætte nogle tanker i gang om, hvad det er for en verden, vi lever i. Så det kommer måske lidt tættere på, siger hun.
- Det er så meningsløst. Det er så uretfærdigt. Politiet skal jo passe på os, og han var jo ikke engang ude i en situation, hvor man tænker, at sådan noget kan ske. Han stod jo bare og skulle på arbejde, og så lige pludselig så forandrer det hele sig. Så er vi lidt skrøbelige en gang imellem, siger Line Mortensen.
1000 tog afsked i kirken
Ikke færre end 1000 mennesker ankom til bisættelsen - her i blandt cirka 500 betjente fra Vestegnens Politi, der vil tage en sidste afsked med deres afdøde kollega.
Det betyder blandt andet, at Københavns Politi og Nordsjællands Politi vil varetage, hvad der måtte være af opgaver på Vestegnen før weekenden.
Ud over kollegaer, familie og pårørende vil samtlige danske partier være repræsenteret i kirken, ligesom Folketingets formand og statsminister Lars Løkke Rasmussen vil være til stede.
Ligeledes vil flere ministre ankomme - blandt andet vores justistsminister Søren Pape Poulsen.
Også rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg, politidirektør i Københavns Vestegns Politi Kim Christensen og formand for politiforbundet Claus Oxfeldt deltager under bisættelsen.