Afføring fundet på bunden af havn i nærheden af vinterbaderspot: "Det kom som et chok"
Bådejere har forurenet Brøndby Havn med deres afføring. Nu er havnefoged i dialog med kommunen om løsning.
En rigtig lortesag har ramt Brøndby Havn.
Det viser sig, at bådejere har forurenet havnen med deres afføring ved at tømme deres toilettanke - blot 100 meter fra de lokale vinterbaderes spot.
Fækalierne blev opdaget ved et tilfælde, da havnefoged Jesper Kaas i slutningen af marts skulle tjekke standen på en af havnens broer.
Han fik derfor en gruppe dykkere til at undersøge pælene under vandet for at sikre sig, at broen kunne bære sig selv og ikke udgjorde en sikkerhedsrisiko.
Men da dykkerne kom op af vandet kunne de fortælle, at havnefogeden havde et helt andet problem.
De kunne nemlig se, at der var udledt fækalier under bådene ved broen. Havbunden var hvidlig og død, hvilket var et sikkert tegn, fortalte de ifølge havnefogeden.
- Det kom som et chok for mig, at bådejerne kunne finde på det. Det er ulækkert, det stinker, og det gør man bare ikke, siger Jesper Kaas til TV 2 Kosmopol:
- Vi tillader som udgangspunkt ikke beboelse i havnen, men der er nogen, der opholder sig lidt rigeligt. Når det så er vinter, så har man nok syntes, det har været for koldt at tage længere ud. Det er min hypotese. Men jeg havde ikke forestillet mig, at de kunne gøre sådan noget.
Tvangslukket badeklub
Jesper Kaas fortæller, at de både, der ikke benytter en slamsuger, skal mellem to og 12 sømil ud i havet for at tømme deres toilettank, alt efter bådtype.
I kølvandet på opdagelsen kontaktede han Brøndby Kommune, som bad ham tvangslukke vinterbadeanstalten, fortæller han.
- Kommunen sagde, at jeg ikke måtte rode op i havbunden, da det ikke gør noget godt. Men jeg fik tilladelse til at tage nogle prøver af bunden, blandt andet for e.coli-bakterier, så vi kunne se, hvad vi har med at gøre, fortæller Jesper Kaas.
Da prøverne kom retur fredag, stod det klart, at vandet ikke var så rent, som man kunne have ønsket sig, fortæller han.
- Nogle af værdierne var helt oppe at ringe. Altså mange tusinde gange højere, end hvad der er tilladt, siger han.
Efterfølgende foretog kommunen sine egne prøver, der viste, at badevandskvaliteten var i orden igen, og dermed åbnede vinterbadeklubben på ny.
- Brøndby Kommune har en tæt dialog med havnefogeden i Brøndby Havn om vandkvaliteten i havnen, skriver klima- og miljøchef i Brøndby Kommune, Kathleen Kjærulff, i en mail til TV 2 Kosmopol:
- Vi har tiltro til, at Brøndby Havn håndhæver deres ordensreglement og i god dialog med bådejerne får stoppet udledningen af toiletvand.
TV 2 Kosmopol har kontaktet vinterbadeklubben, der holder til i Brøndby Havn, men de er ikke vendt tilbage inden artiklens deadline.