Ansatte i psykiatrien efter drab: "Det var et spørgsmål om tid"
Sikkerheden halter, og presset stiger. Efter fredagens forfærdelige knivdrab på en psykiatrisk institution siger ansatte andre steder, at de - desværre - ikke er overraskede.
Blomsterhavet vokser stadig foran den psykiatriske institution i Brøndby, hvor en kvindelig behandler fredag blev knivdræbt af en mandlig patient.
Og det skræmmende angreb fredag, hvor også to andre blev såret, har sat gang i tankerne hos de mange, der arbejder i psykiatrien - også andre steder.
- Det er jo sket et sted, hvor det ikke burde ske, siger Thomas Sørensen, der er sygeplejerske på Psykiatrisk Center Ballerup. Han tilføjer:
- Der er jo også den oplevelse, at det skete igen. Vi har alle sammen haft en oplevelse, af at det var et spørgsmål om tid, hvornår det ville ske igen.
Utrygt at gå på arbejde
For Thomas Sørensen og hans kolleger oplever - som mange ansatte i psykiatrien, at det kan være utrygt at gå på arbejde, for der er sket en markant stigning i antallet af patienter, mens medarbejderne flygter fra psykiatrien.
- Altså folk siger, at vi knækker snart, når vi er i knæ. Jamen vi er i knæ. Vi ligger ned. Sundhedssystemet er jo knækket, siger klinisk sygeplejespecialist Joachim Ritchie Vaughan, der også arbejder på Psykiatrisk Center Ballerup.
Han peger på, at der mangler penge, ressourcer - og ansatte.
Så sent som i foråret advarede Arbejdstilsynet om, at at der er risiko for medarbejdernes sikkerhed netop på Psykiatrisk Center Glostrup (Der ligger i Brøndby, red).
Fredagens drab er ottende gang, at en ansat er blevet dræbt, mens de var på arbejde med personer med psykisk sygdom.
Samtidig viser andre tilsynsrapporter, at der også er problemer på en del af de øvrige psykiatriske afdelinger. Det gælder også afdelingen i Ballerup, hvor medarbejderne ikke er sikret godt nok.
Og Psykiatrisk Center København har fået et strakspåbud, fordi der er stor risiko for at patienterne kan medbringe våben ind på afdelingen.
- Der er jo ikke nogen, der skal dø eller komme til skade af at gå på arbejde. Jeg kender for mange kolleger, der har fået PTSD-diagnoser eller som ikke kommer tilbage efter voldsomme episoder, siger Thomas Sørensen.
Vil lede efter en løsning
Nu vil formanden for Region Hovedstadens psykiatriudvalg forsøge at finde en løsning - i samarbejde med medarbejderne.
- Vi skal lytte på medarbejderne og invitere dem ind direkte, hvor vi har den politiske drøftelse og komme med nogle forslag til, hvad vi kan gøre bedre, siger Peter Westermann (SF), der er formand psykiatriudvalget
Hvorfor er der ikke sket noget for længst?
- I den bedste af alle verdener havde vi mange flere midler at lave psykiatri for. Det kunne give flere medarbejdere, og det kunne øge sikkerheden.
Har I svigtet?
- Jeg mener, vi har en presset psykiatri og at vi som samfund har svigtet den dagsorden at mennesker med psykiske lidelser har brug for behandling og at de medarbejdere, der leverer den har brug for trygge rammer at give den i. Det mener jeg er et samfundssvigt, og det har stået på i årtier, siger han.
Nu har han sagt op
På Psykiatrisk Center Ballerup har Thomas Sørensen fået nok.
- I lørdags afleverede jeg min opsigelse, fordi vi på Psykiatrisk Center Ballerup har været nødt til at gå under en normering, der ellers tidligere har givet strakspåbud i Arbejdstilsynet.
Hans kollega Joachim Ritchie Vaughar har en opfordring:
- I skal tage jer sammen inde på Christiansborg. Få fingeren ud og kom i gang.
Rettelse:
I en tidligere version af artiklen har vi skrevet, at fredagens drab er det niende i psykiatrien siden 2012. Dette er ikke korrekt, da nogle af drabene er sket i socialpsykiatrien og derfor ikke i den regionale psykiatri. Derfor er det nu rettet til: Fredagens drab er ottende gang, at en ansat er blevet dræbt, mens de var på arbejde med personer med psykisk sygdom.