Oversigt

Seneste nyt

Brøndby og FC Nordsjælland misser Champions League

Anna Walter scorede et kanonmål, men FC Nordsjælland tabte 1-3 til Benfica. Brøndby tabte 0-1 til Fiorentina.

FC Nordsjælland og Brøndbys drømme om et gruppespil i Champions League forduftede allerede efter første kamp i kvalifikationen.

Mesterholdet FCN tabte 1-3 til portugisiske Benfica, der var både favorit til opgøret, kvartfinalist i sidste sæson og den højest seedede af de mulige modstandere.

Det skete i bosniske Sarajevo, som er vært for den miniturnering, der slutteligt sender et hold af fire hold videre til den sidste og afgørende runde i kvalifikationen.

Brøndby tabte samtidigt 0-1 til danskerklubben Fiorentina i den tilsvarende miniturnering, som den danske sølvvinder er vært for.

FCN må efter sit nederlag nøjes med en kamp om tredjepladsen i miniturneringen mod færøske Klaksvik på lørdag. Brøndby spiller samme dag mod Kolos Kovalivka fra Ukraine i en tilsvarende kamp.

Uanset resultaterne er de danske tophold med onsdagens nederlag efterfølgende dog færdige i europæisk fodbold for denne sæson, da der endnu ikke eksisterer en pendant til herrernes Europa League.