Svømmehal fortsat lukket efter del af loft faldt ned
Det skete mandag den 16. september, og siden da har svømmehallen været midlertidigt lukket.
I første omgang lød udmeldingen, at der ville gå op mod en uge, før badegæsterne igen kunne lukkes ind, men det er desværre endnu ikke tilfældet, meddeler Brøndby Kommune på deres hjemmeside.
"Reparationsarbejdet afventer svar fra en rådgiver, som er blevet bedt om at vurdere den rette sikring af loftspladerne. Forventningen er, at svaret kommer inden ugens udgang, og når det foreligger, går arbejdet i gang umiddelbart efter," skriver kommunen.
Teknologisk Institut har ligeledes undersøgt lofterne i resten af svømmebadet for at sikre, at sikkerheden, hvor der er brugt lignende loftplader, er intakt.
Resultatet af undersøgelsen kan have betydning for åbningsdatoen, og så snart der foreligger mere præcis viden, vil der blive meldt en tidsplan ud.
Lukningen betyder, at mange badegæster må gå forgæves, og Brøndby Kommune skriver videre, at der vil blive taget højde for kompensation i forhold til de kunder, der har betalt for forløb i svømmehallen.
Vestbad ejes af Rødovre Kommune og Brøndby Kommune i fællesskab.