Barbara kan ikke komme på sit drømmegymnasie, så nu rejser hun til Brasilien

I Dragør har de unge, der drømmer om at komme på gymnasiet dårligere forhold end i resten af landet. Her er det nemlig færre end hver tredje, der kommer ind på sit drømmegymnasium.

Sommertøj, gaver til værtsfamilien og en masse forventninger er klar til at blive pakket i kufferter og fløjet med Anna Barbara Maria Nielsen på udvekslingsophold i Brasilien. 

Hun havde egentlig overvejet at tage på efterskole, men et udvekslingsophold stiller hende bedre, når hun efterfølgende skal ind på et gymnasium.

- Det er, så jeg kan søge ind på et gymnasium med profil, så jeg kan komme ind. Fordi i Dragør kan man ikke komme ind på et gymnasium, som ligger længere væk end Ørestad. Det er egentlig det eneste, man rigtig kan komme ind på, siger hun til TV 2 Kosmopol.

Gymnasieelever i Danmark fordeles blandt andet efter hvor langt de har til skolen, og jo længere man har, desto mindre er chancen for, at man bliver optaget. 

Det efterlader praktisk talt alle fra Dragør uden valgmuligheder.

- Det er jo mega nederen egentlig. Der er ikke så meget, man kan gøre ved det. Man kan jo tage en anden STX, så kan man tage HHX og flytte egentlig. Men den eneste mulighed, man har, selvom man kan vælge de her prioriteter, er egentlig at komme ind på Ørestad Gymnasium, fordi alt det andet er lukket af for Dragør, siger Anna Barbara Maria Nielsen. 

Dårligere stillet end resten af landet

I Dragør har knap 29 procent af alle de unge, der søger ind på et gymnasium fået opfyldt deres førsteprioritet. På landsplan er det tal helt oppe på 95 procent.

Og udviklingen går den forkerte vej for Dragør. Sidste år kom 46 procent ind på deres ønskede gymnasium - og derfor er der altså sket et fald på 17 procentpoint ved optaget i år.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

Det er ikke ligefrem ønskescenariet for Dragørs Borgmester, Kenneth Gøtterup (K).

- Det er jo et problem, fordi når man er ung, og man søger ind på en ungdomsuddannelse, så har man jo nogle ønsker for sin fremtid. Og starter man sin ungdomsuddannelse, men man får ikke sit ønske opfyldt, så er man jo ikke nær så motiveret, siger han til TV 2 Kosmopol.

De fleste unge i Dragør vil gerne på Tårnby Gymnasium, men fordi det vælges af mange unge i København, skubbes de unge fra Dragør i stedet ud på Ørestad Gymnasium.

- Som kommune og som borgmester, så synes jeg også, at det er et kæmpe problem, at vi bliver forskelsbehandlet i forhold til resten af landet, siger Kenneth Gøtterup.

quote Der er ikke så meget, man kan gøre ved det. Man kan jo tage en anden STX, så kan man tage HHX og flytte egentlig.

Anna Barbara Maria Nielsen, Dragør

Derfor har han appelleret til, at kommunen gives dispensation. Et håb som de kommende studerende deler.

- Jeg håber, at vi kan komme ind på nogle flere gymnasier, altså få adgang til nogle flere i det mindste. Fordi lige nu giver det ikke rigtig mening, at man skal prioritere nogen, hvis du alligevel kun kan komme ind på et, siger Anna Barbara Maria Nielsen.

TV 2 Kosmopol har rakt ud til børne- og undervisningsminister Mathias Tesfaye (S), for at høre, om han er enig i, at der er tale om forskelsbehandling, og for at høre, om han kunne være åben for at lave en dispensation fra Dragør Kommune.

Men han har ikke ønsket at stille op til interview.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik