Fire år efter drabet på politibetjent: Nu samler kollegas kone ind i hans minde
7. december er det fire år siden, betjenten Jesper Jul blev skuddræbt foran sin arbejdsplads. Nu har kollegas hustru startet en alternativ indsamling.
Hundeføreren og politibetjenten Jesper Jul var på vej ud at træne med sin politihund, Basse, da han den 6. december 2016 blev skudt i hovedet foran Albertslund Politistation.
En 26-årig psykisk syg mand skød og dræbte Jesper Jul på klos hold, der døde af sine kvæstelser dagen efter, den 7. december. Jesper Jul nåede kun at blive 43 år.
Hans forlovede mistede sin kommende mand, hans kolleger mistede en dygtig og meget værdsat betjent og i den lokale karateklub, hvor Jesper var træner, var sorgen stor og tung.
Drabet på Jesper Jul var ondt og koldt. Og nu, fire år senere, gør tabet fortsat ondt hos hans efterladte.
Netop fordi drabet var så meningsløst, må det heller ikke bliver glemt. Derfor har Helle Roostwell Hansen startet en løbe-indsamling i Jesper Juls minde.
Foto: Stine Tidsvilde
- Jeg samler ind fordi, Jesper Jul var kollega til min mand, så jeg vil gerne støtte den forening (Thin Blue Line, red.), som har støttet han familie og andre pårørende, fortæller Helle Roostwell Hansen og fortsætter:
- Idéen er, at man tæller alt, det man bevæger sig i ugen, om det er løbende, gående eller cyklende, omregner kilometer til kroner. Så donerer man pengene den 7.december.
Drabet på betjenten Jesper Jul rørte Helle Roostwell Hansen dybt, da hendes mand også er hundefører, ligesom Jesper Jul var det. Derfor kom drabet pludselig tæt på, forklarer hun.
- Den dag, Jesper Jul blev skudt, var der mange, som troede, at det var min mand. Så det kunne lige så godt havde ramt mig, og min familie, siger hun.