Holder humøret højt: Bagermester Lars så sit snit til at lave kæmpekage med kæmperegning
Det har vakt opsigt, at en bager i Ganløse har delt sin el-regning som en kæmpe hindbærsnitte.
Stigende elpriser og mangedoblede regninger er efterhånden ikke nogen nyhed.
Det er det heller ikke blandt landets bagere, der med stor afhængighed af både ovne og køleremedier i den grad er ramt af udviklingen.
Hos Ganløse Bageri i Stenløse har man de seneste måneder oplevet, at elregningen er steget fra cirka 25.000 kroner til i omegnen af 94.000 kroner om måneden.
Men for at skabe et smil på læben har bagermester Lars Jensen nu valgt at inddrage den voldsomme udvikling i et stykke bagværk.
Som led i en kagekonkurrence har han nemlig bagt en stor hindbærsnitte og med glassur dekoreret snitten som bageriets elregning for september.
- Jeg kan godt lide at tage afsæt i det aktuelle og det, der sker nu og her. Aktuelt fylder de stigende priser, og vi er jo også selv ramt, siger han med henvisning til energipriserne og inflationen.
Facebook som forretningsgreb
På Facebook er konkurrenceopslaget de seneste knap 24 timer blevet mødt med både likes, delinger og kommentarer i massevis. Og det glæder i den grad bagermesteren.
- Det er med til at holde humøret højt, forklarer Lars Jensen, der sammen med sin hustru, Melanie, ejer Ganløse Bageri.
Bageriet har flere gange overrasket med opsigtsvækkende og aktuelle kager. Som da de år tilbage bagte en John Dillermand-kage, da diskussionen om børneprogrammet var på sit højeste.
Hver torsdag afholder bageriet en konkurrence på Facebook, hvor man udlodder en kage. Lars Jensen er da heller ikke sen til at indrømme, at han er bevidst om, at det er et godt forretningsgreb.
- Vi ved godt, at Facebook er et fantastisk virkemiddel. Vi udlodder en kage hver torsdag, og jeg ser det som en investering i stedet for at annoncere i en avis.
- Men det er noget, vi altid har gjort. Det er ikke situationen, der gør, at der kommer en konkurrence nu. Men det er situationen, der gør, at vi har prisstigninger som tema, uddyber han.
Frygter 30 til 40 lukninger inden nytår
Bager- & Konditormestre i Danmark (BKD) er brancheorganisation for de danske bager- og konditormestre.
Organisationen anslår, at det i Danmark er omkring 800 traditionelle bagerier. Af dem er cirka 600 medlemmer af BKD.
Henrik Mühlendorph er administrerende direktør BKD, og han mærker i allerhøjeste grad, at organisationens medlemmer er mærket af sammenspillet mellem inflationen, faldende købekraft og de stigende elpriser.
- Det er umuligt at bage uden at bruge ovne og nedkøling i henhold til Fødevarestyrelsens retningslinjer. Fødevaresikkerheden kommer først, og den går vi ikke på kompromis med. Så vi har på nuværende tidspunkt medlemmer, der modtager el-regninger, som er firdoblet, og vi regner snart med en femdobling, siger Henrik Mühlendorph til TV 2 Lorry.
- Faldende omsætning og stigende udgifter skaber den ”perfekte storm”. Det går ud over alle bagere i Danmark.
I BKD oplevede man i august og september, at der i gennemsnit var en og to virksomheder om ugen, der lukkede. Et tal, som man blot frygter, vil stige yderligere i den kommende tid.
- Vi forventer og frygter, at det tal stiger til tre til fire virksomheder om ugen frem mod årsskiftet. Det svarer til, at vi mister 30 til 40 af vores virksomheder inden årets udgang, fastslår han.
Højsæson i sigte
Også hos bageriet i Ganløse er man påvirket af de stigende priser. Men mens det endnu ikke har haft afgørende konsekvenser, så ved man ikke, hvordan det vil påvirke forretningen i det lange løb.
- Det kan være, at der kommer nedskæringer af vores udvalg eller sågar medarbejdere. Det er ikke til at sige, men jeg er glad for de reaktioner og den støtte, som vi altid har fået i Ganløse, siger Lars Jensen.
Han siger videre, at han ser frem til de kommende måneder, som med jul og nytår udgør bagernes højsæson.
- Vi må se, hvad der sker i januar, som altid er bagerens dårlige måned. Men det er gået ekstremt hurtigt med, at krisen er opstået – også for os – så jeg håber, det kan gå lige så hurtigt den anden vej, slutter han.