I disse kommuner kan fjernvarmekunder ånde lettet op - stiger kun med 1 procent i 2023
Vestforbrænding melder nu ud, at deres kunder ikke vil opleve store prisstigninger i det nye år.
Mens nogle varmeselskaber hæver prisen på fjernvarme til det dobbelte, melder et stort selskab nu en lille prisstigning ud.
Det drejer sig om Vestforbrænding, der leverer fjernvarme til Herlev, Ballerup, Lyngby-Taarbæk, Furesø, Frederikssund og Gladsaxe kommuner.
- Midt i en energikrise kan vi fortsætte med vores meget lave priser, siger distributionschef for fjernvarme i Vestforbrænding, Søren Løgstrup, i en pressemeddelelse:
- Det skyldes, at vores fjernvarme grundlæggende er baseret på forbrænding af restaffald, mens andre produktionsformer også anvendes for at sprede risikoen, og vi er derfor ikke særlig påvirket af de stigende energipriser.
Det betyder, at prisen på fjernvarme hos Vestforbrænding ikke stiger mere end omkring én procent for opvarmning af et parcelhus.
Det svarer til cirka 120 kroner om året.
Lavere priser på sigt
I fremtiden vil affald ikke være nok til at varme stuerne op hos Vestforbrændings kunder, da de arbejder på at udbygge fjernvarmenettet. Men det vil ikke få konsekvenser for prisen, understreger Vestforbrænding.
- Det bliver fremover i høj grad overskudsvarme fra virksomheder, der kommer til at supplere affaldsvarmen ved hjælp af varmepumper. Derfor forventer vi, at vi fortsat kan holde priserne i ro, siger Søren Løgstrup.
Vestforbrænding oplyser, at deres kunder på sigt vil få lavere priser, da de i forlængelse af deres udvidelse af fjernvarmenettet også arbejder på at optimere deres anlæg, så de eksempelvis udnytter varmen i røgen bedre.
- Vi arbejder konstant på at sikre, at vi får mest muligt ud af det affald, vi brænder, siger Søren Løgstrup.