Kulde i kirken: "Man skal kunne komme uden at fryse tæerne af"
De københavnske kirker skal, ligesom mange andre institutioner, sænke temperaturen til 19 grader som følge af energikrisen. Men det volder problemer.
Københavns kirker er kolde.
De store glasmalerier er ikke just isolerede, og de 19 grader, som de danske folkekirker nu skal holde temperaturen nede på, kan hurtigt give kolde fingre, når man sidder stille med hænderne om salmebogen.
De lave temperaturer volder problemer, særligt i Apostelkirken på Vesterbro i København.
Den fungerer nemlig som herberg for hjemløse i vinterhalvåret. Og de hjemløse skulle gerne mærke en temperaturforskel, når de træder ind i kirken fra gaden.
- Ellers giver det jo ingen mening at være et vinterherberg for hjemløse. Så der er flere overvejelser i forhold til, hvor lav eller høj temperaturen er, siger Thomas Frovin, sognepræst i Apostelkirken, til TV 2 Lorry:
- Det er okay at sænke temperaturen, men det skal helst ikke være på bekostning af, at vi kan yde det, som vi gerne vil yde som kirke.
Han råder derfor sine kirkegængere til at tage ekstra tykke sokker på, før de kommer til et arrangement i kirken.
- Man skal kunne komme i kirke og ikke fryse tæerne af, siger han.
Kulden sætter sig i kroppen
Kulden giver også udfordringer på Amager, hvor formanden for Amagerland Provsti er frustreret over de høje gaspriser. Priserne er nemlig så høje, at det selv på 19 grader er dyrt at varme kirkerne op.
- Vi river os i håret, og der er derfor, jeg lige er blevet klippet, for ellers kunne det gøre ret ondt i hovedbunden, det er jo en virkelig skrækkelig situation, at noget, der kommer udefra, rammer os så hårdt, siger Poul Bo Sørensen, provst i Amagerland Provsti.
Københavns Stift er opmærksomme på kirkernes varmeproblemer. Men de mener, at der også kan være gode ting ved temperaturfaldet.
- Vi har i mange år arbejdet med, hvordan man kan nedbringe vores energiforbrug både af hensyn til klimaet og vores egen økonomi, og nu er der jo bare kommet en ekstra god grund til at nedbringe energiforbruget, siger Jens Andersen, formand for Københavns stiftsråd.
Det er ikke kun i Danmark, at kirkegængerne fryser. Oslos kirker må nu maksimalt varmes op til 15 grader, og det kan mærkes.
- Det føles koldt. Jeg var i går i en kirke til en gudstjeneste, og når man sidder stiller længe i 15 grader, så sætter kulden sig i kroppen, siger Kjetil Haga, leder af kirkelig felllesråd i Oslo, til TV 2 Lorry:
- Vi forsøgte at rejse os op, når vi sang, og vi forsøgte at være i bevægelse.