Da Miriam Oldvej var kun 18 år gammel, endte hun på gaden som hjemløs.
Hun blev en del af et misbrugsmiljø, hvor stoffer og fester opslugte hendes liv.
- Jeg tog amfetamin, kokain og MDMA. Det var bare ren kaos, siger Miriam Oldvej.
I flere år boede hun på gaden og på herberger, indtil hun en dag blev tilbudt sin egen bolig.
- Jeg havde nok lidt en idé om, at når jeg fik en lejlighed, så blev alt godt, siger Miriam Oldvej.
Men fast tag over hovedet var ikke løsningen i sig selv. I stedet endte Miriam med at flytte sin kaotiske tilværelse ind blandt naboer med helt almindelige liv.
Fester døgnet rundt og mennesker ud og ind af Miriams lejlighed fortsatte.
Miriam Oldvej bemærkede, at hendes nabo undgik hende og kiggede ned, når de passerede hende i opgangen.
Misbrugsmiljøet blev hendes hjem
I dag er det lykkedes for Miriam Oldvej at vende sit liv 180 grader. Hun er ved at færdiggøre en HF, og målet er at læse til socialrådgiver.
- Det ville betyde alt for mig, hvis jeg kunne være med til at hjælpe andre som mig selv, siger hun.
Men hvordan lykkedes det for hende at skabe forandringen i sit liv? Og hvordan endte Miriam der, hvor andre mennesker var bange for hende?
Jeg tog sågar på festival en dag, hvor jeg glemte at slukke for min musik
Det startede da hun var 11 år gammel.
- Mit liv begyndte at ændre sig drastisk, da jeg blev anbragt uden for hjemmet, fortæller hun.
En af Miriam Oldvejs søskende var alvorligt syg, og det betød, at hendes mor ikke magtede at have hende derhjemme.
Miriam Oldvej havnede derfor på institution.
- Jeg kan genkalde den der kroniske frustration og vrede, som jeg rendte rundt med inden i dengang. Jeg var bare rigtig alene, siger Miriam Oldvej.
I lange perioder stak Miriam Oldvej af hjemmefra, og hun boede rundt omkring hos folk på sofaer.
- Jeg har også nogle gange bare sovet udenfor, fortæller hun.
Misbrugsmiljøet blev det eneste sted, hvor der var plads til Miriam Oldvejs vrede. En vrede, hun langsomt begyndte at bedøve med hårde stoffer og fester.
Myndig og alene
Da Miriam Oldvej blev myndig, mistede hun en del af den hjælp, hun hidtil havde modtaget fra det offentlige.
Konsekvensen skulle blive, at hun officielt blev hjemløs.
- I den her tid levede jeg for alvor af hjælp og støtte fra andre folk. Jeg blev afhængig af, at andre husede mig og kunne skaffe mad. Igen er det bare kaos, fortæller Miriam Oldvej.
Efter to år uden for systemet lykkedes det hende at få et værelse på herberget Hørhuset på Amager.
- Det var svært at bo så mange mennesker sammen, som har det svært, men på samme tid var der også en en eller anden gensidig forståelse og respekt for, at vi alle sammen havde det til fælles, siger Miriam Oldvej.
Der var rigtig meget larm. Kaos. Folk, der råbte
"Jeg er bange for dig"
Efter en periode på herberget fik Miriam Oldvej endelig tilbudt sin egen bolig.
Og med den kom drømmen om, at boligen også skulle blive et vendepunkt.
Men sådan blev det ikke.
- Der var bare fest hver dag. Og jeg tog sågar på festival en dag, hvor jeg glemte at slukke for min musik.
Derfor buldrede musikken for fulde gardiner fra den lille lejlighed, hvor stoffer og fest endnu engang blev omdrejningspunktet i stedet for det vendepunkt, som Miriam Oldvej drømte om.
- Der var rigtig meget larm. Kaos. Folk, der råbte. Mennesker jeg ikke kendte, men som bare kom ind og ud af dørene hele tiden, siger Miriam Oldvej.
Miriam Oldvej begyndte så småt at lægge mærke til, hvordan hendes underbo ikke turde hilse på hende eller kigge hende i øjnene, når hun mødte hende.
Hun besluttede sig for at spørge underboen, hvorfor hun mon så den anden vej.
- Min underbo fortalte mig, at hun var utryg og bange, og det kan jeg jo sagtens forstå i dag. Det var jo også hendes hjem og hendes base her.
Alligevel var det overraskende for Miriam Oldvej.
- Jeg kan bare huske, at det først var der, det gik op for mig, hvordan andre så mig, siger hun.
I dag er Miriam Oldvejs engang så vilde og kaotiske liv langt væk.
- Det, der ligesom ændrede det hele, var, at jeg blev gravid med min datter. Igennem mit moderskab har jeg opbygget selvværd, og jeg er ikke ligeglad med mig selv mere, fortæller Miriam Oldvej.
Langsomt begyndte hun igen at få håb og drømme for fremtiden.
Kunne man gøre det anderledes?
Miriam Oldvejs tid som utryghedsskabende nabo er altså forbi, og nu håber hun, at hun kan starte på socialrådgiverstudiet næste sommer.
Hun vil gerne hjælpe nogle af de mange andre, der havner et sted i livet, hvor de opfører sig på en måde, så deres naboer er bange for dem.
Lejernes Landsorganisation vurderer, at der er omkring 200 sager om året, hvor utryghedsskabende naboer bliver så voldsomme, at myndighederne må inddrages.
Miriam Oldvej mener, at man bør se på måden, hvorpå man forsøger at hjælpe sårbare personer, som hun engang selv var, og om denne er den rigtige.
- Jeg mener, der bliver fokuseret mere på boligdelen, end der gør på de negative psykiske og mentale konsekvenser, som det har for et menneske at leve i skam og ydmygelse.
"Jeg har ikke noget at skamme mig over"
I dag er hun ked af mange ting i sit liv. Blandt andet det, hun udsatte sin nabo for. Men hun fortryder det alligevel ikke.
Hun forklarer, at det ville have været en hjælp for hende, hvis hendes underbo dengang havde rakt ud til hende og fortalt, at hun var utryg.
- Jeg har ikke været hensynsløs med fuld overlæg. Altså, den virkelighed, jeg levede i, havde været min virkelighed i så mange år, at jeg havde glemt lidt, at mine naboer måske ikke levede sådan, siger Miriam Oldvej.
Nu vil Miriam Oldvej gerne undgå, at andre børn får den barndom, hun selv havde, for det endte med, at hun blev ligeglad med sig selv og sine omgivelser.
- Jeg har ikke rendt rundt på gaden og været nederen over for andre mennesker, fordi jeg er ligeglad med andre. Jeg har været det, fordi jeg var ligeglad med mig selv. Fordi der ikke var nogen, der lærte mig ikke at være ligeglad med mig selv.
- Og jeg har ikke lyst til at lære min datter, at man skal svælge i skam resten af sit liv. Jeg har ikke noget at skamme mig over, siger Miriam Oldvej.
Se indslaget om Miriam her:
