Familie blev anvist lille værelse uden varme
I Gribskov Kommune blev en børnefamilie kort før jul anvist midlertidig bolig i et lille værelse uden varme eller adgang til varmt vand.
x
En syrisk familie bestående af to børn på ét og fem år, far og gravid mor fik tre dage før jul anvist en midlertidig bolig i Gribskov Kommune.
Boligen bestod af et lille værelse uden andre møbler end madrasser på gulvene og uden varme eller adgang til varmt vand.
- Det er en beklagelig fejl. Det erkender vi, siger centerchef på Gribskov Rådhus, Sara Paarup, til Frederiksborg Amts Avis.
Da familien ankom, fik de at vide af en af kommunens ansatte, at de kun skulle regne med at bo på værelset i to dage.
Først tirsdag - 22 dage efter - kunne frivillige hjælpe dem med at flytte ind i en mere familieegnet bolig et andet sted i kommunen.
Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Den midlertidige bolig er indrettet i en tidligere lærerbolig ved den nu lukkede skole i Mårum.
Mårum Naturbørnehave deler oliefyr med flygtningeboligerne, og her er man heller ikke orienteret om proceduren, når oliefyret ikke virker.
- Vi er så mange, der gerne vil hjælpe de flygtninge, som skal bo i vores lokalsamfund. Men hvorfor kan vi ikke få at vide, når der ankommer nye flygtninge? siger sognepræst Pia Niebuhr til avisen.
Det var hende, der først mødte op hos familien.
- De havde stadig det tøj på, som de var iført, da de forlod modtagecenteret i Grenå. De havde ikke andet. Vi forsøgte at ringe til kommunen, men alt var lukket. Vi måtte derfor selv gør noget for, at de i det mindste kunne få varmen. Vi fik installeret en elektrisk varmeovn. Det gik godt de første par dage, men den 28. december gik sikringerne i el-anlægget, hvorefter familien igen var uden varme, siger hun.
Familien blev derefter indkvarteret i præstegården.
Sara Paarup giver Frederiksborg Amts Avis denne forklaring:
- Vi plejer at udlevere en folder, hvor flygtningene kan se et telefonnummer, som de kan ringe til, hvis der sker noget. Uheldigvis glemte vores medarbejder denne gang at aflevere en folder.