76-årige Birgit er blevet ismutter: "Pensionister sættes i bås"
Birgit Wichmann har fået et bedre liv, efter hun droppede pensionisttilværelsen.
Det er ikke til at se på Birgit Wichmann, at hun har rundet de 76 år, når hun glad og afslappet kommer gående på havnen i Sletten, mens hun hilser på bekendte og glæder sig til dagens arbejde.
Hun var egentlig gået på pension som 73-årig efter et langt arbejdsliv. Det havde hun blandt andet tilbragt i Røde kors, hvor hun arbejdede med at skaffe donorer, men også rejste rundt i verden og underviste de lokale i at håndtere projektmidlerne.
Lige nu låser hun sig ind i sin nye arbejdsplads – en lille isbod på havnen. Hun tager forklæde på, tænder for softicemaskinen og glæder sig til at åbne boden om en halv times tid. For selv om hun havde forberedt sig på pensionisttilværelsen, gik tilværelsen hurtigt i stå.
- De første tre måneder havde jeg allerede bestilt tre rejser, bare for at komme ud. Men det hørte jo op, og derefter synes jeg, at det var ret hårdt. Jeg gik lidt i frø, fortæller Birgit Wichmann.
Foto: Amalie Vixø Drøscher/TV2 Kosmopol
Skulle ikke overveje tilbuddet
Så da hendes svigersøn tilbød hende et job som bestyrer af den lokale iskiosk i Sletten Havn, tog det ikke mange øjeblikke at beslutte sig.
- Jeg blev spurgt, om jeg ville være bestyrer. Og jeg var parat med det samme, jeg skulle ikke tænke, siger hun med et smil.
Så snart isboden åbner, begynder kunderne at stimle sammen og danne kø. Lynhurtigt er der solgt is for 500 kroner. Hun skal gerne nå op over 5000 kroner – så løber det rundt.
Foto: Amalie Vixø Drøscher/TV2 Kosmopol
Træt på den gode måde
Men det er ikke alt, der er lutter islagkage.
- At åbne ishuset og stå og smile og lave en iskugler, det er måske det nemmeste ved det. Men det er jo også noget med at sidde derhjemme og kontakte leverandører. Hvor meget is skal jeg købe ind til påsken for eksempel?
Det har været en stor udfordring, fortæller hun.
Men det er netop det, der tiltaler den nu 76-årige ismutter. Hun kan bruge sig selv og sine evner, og det synes hun, at mange flere ældre burde have mulighed for.
- Man bliver sat i den bås, at når man er pensionist, så er man pensionist, og så skal man ikke arbejde. Og det synes, jeg at man må prøve at se sig ud af, siger Birgit Wichmann.
Foto: Amalie Vixø Drøscher/TV2 Kosmopol
Det er i hvert fald lykkes for hende selv, og da hun fem timer senere tager isskiltet ind og ruller persiennerne ned, har hun fået solgt for over 6000 kroner, og hun har også en rigtig god fornemmelse i maven.
- Når jeg har lukket ned og låst døren, kan jeg godt være lidt træt, men det er på den rigtige måde for mig.
- Nu har jeg noget, jeg skal afsted til, noget jeg skal have styr på, og det slapper jeg faktisk af med – mærkeligt nok, lyder det fra den nybagte ismutter på Sletten Havn.