De smukkeste facader og de smukkeste skilte
Den respektfulde renovering, den hele bygning og den skæve detalje var nøgleordene, da Frederiksberg Kommune præmierede byens smukkeste facader og skilte
Frederiksbergs smukke bygninger og æstetik var i centrum, da Frederiksberg Kommune onsdag uddelte præmier i tre kategorier.
- Der er mange smukke facader og skilte i byen, så det har været meget svært at finde vinderne blandt de nominerede, som byens borgere selv har peget på. Vinderne er rigtig gode eksempler på, hvordan man bidrager maksimalt til byens samlede udtryk, og de fortjener meget stor anerkendelse for deres bidrag til vores by,” sagde Borgmester Jørgen Glenthøj, Kons., som overrakte priserne ved en reception onsdag.
Den respektfulde renovering
Andelsboligforeningen Alhambra på Frederiksberg Allé 42 A-B vandt kategorien, blandt andet fordi renoveringen har genskabt den oprindelige facadeudsmykning, så bygningen nu igen kommer til sin ret i jugendstilens formsprog.
Den hele renovering
Godthåbsvej 38 / Kronprinsesse Sofies Vej 2-6 vandt kategorien på grund af dens helhedsorienterede tilgang til bygningsrenovering. Ejendommen er renoveret med stor respekt for dens oprindelige udtryk, samtidig med, at den har fået nyt liv.
Den skæve detalje
Kategorien havde to vindere – begge herrefrisører. Herrefrisøren på Peter Bangs Vej 58 vandt for dens særlige facadeskiltning, der ligesom forretningen stammer helt tilbage fra 1919.
Og Men´s Cutting Club på Dalgas Boulevard vandt for dens dristige nyfortolkning af den gamle skiltetradition.
Præmieringen bliver en ny tradition på Frederiksberg, hvor den fremover vil blive uddelt hvert andet år.
Formand for Frederiksbergs Kommunes By- og Miljøudvalg, Jan E. Jørgensen (V), er glad for det nye initiativ:
”Denne præmiering rammer lige ned i kernen af Frederiksbergs identitet. Byen er om noget kendt for dens skønhed, og det er noget, som vi, der bor her, lægger stor vægt på. Derfor giver det god mening at fejre de smukke facader og skilte og på den måde inspirere,” siger Jan E. Jørgensen, Venstre.