Efter møgsager og forsinkelser: Nu sætter borgmester ord på, hvornår svømmehal genåbner
Renoveringen af Frederiksberg Svømmehal er blevet forsinket flere gange - men nu lover borgmester snarlig åbning.
Når sommerferien begynder, kan borgerne på Frederiksberg for første gang siden 2020 fejre det med et hovedspring i Frederiksberg Svømmehal.
Sådan lyder det fra kommunens socialdemokratiske borgmester Michael Vindfeldt.
- Jeg har ikke nogen eksakt dato endnu, men der er aflevering fra entreprenøren den 8/4-24. Herefter skal vi teste og teste og teste. Men åbningen bliver i 1. halvår af 2024, lover borgmesteren i et opslag på Facebook.
Dermed begynder det at nærme sig en afslutning på det enorme renoveringsprojekt Danmarks ældste offentlige svømmehal, der gentagnende gange er blevet både forsinket og fordyret.
Renoveringen, der begyndte i 2020, skulle have været overstået i maj måned 2021 til en pris på 70 millioner kroner.
Men siden da har Frederiksberg Svømmehal udviklet sig til at være en af de værste byggesager i kommunens historie.
(Artiklen fortsætter under boksen)
Først skred tidsplanen med et par måneder. Så et par måneder mere. Så et år, hvilket siden blev efterfulgt at en lang periode, hvor kommunen slet ikke turde gætte på en åbningsdato.
Senere blev kontakten med entreprenøren revet i stykker. En ny blev fundet, og i september 2022 lagde kommunen hovedet på blokken og proklamerede, at svømmehallen ville genåbne i slutningen af 2023.
Meldingen holdt dog kun indtil marts måned i år, hvor kommunen udsatte genåbningen yderligere.
Denne gang skyldtes den yderligere forsinkelse - ifølge kommunen - at detailundersøgelser viste, at der var flere fejl og mangler i den tidligere entreprenørens arbejder end dem, som kommunen kendte til. Den kritik afvises dog af entreprenøren.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
75.000 af 85.000 fliser lagt
Men nu skulle den altså være god nok: Renoveringen nærmer sig sin slutning, og svømmehallen ligner snart sig selv igen.
I alt er 75.000 af hallens 85.000 fliser - ifølge borgmesteren - blevet lagt.
- I december/januar begynder den nænsomme håndafrensning af Vilhelm Lundstrøms ikoniske mosaikker, som under den tidligere entreprenør desværre blev udsat for byggestøv, skriver borgmesteren i et opslaget på Facebook.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vil tage 14 dage at fylde
Det er forventningen, at det nuværende entreprenørfirma vil overdrage svømmehallen til Frederiksberg Kommune den 8. april.
Herefter vil hallen blive testet, inden man vil begynde at fylde svømmehallens bassiner med vand.
- Når vandet skal fyldes i bassinerne tager det 14 (!) dage at fylde op, fordi bassinet skal ‘vænne’ sig til vandtrykket, skriver Michael Vindfeldt.
Svømmehallen - der er Danmarks ældste offentlige svømmehal - fylder til næste år rundt, når den runder 90 år.