Elefant-hegn forbliver som det er: "Vil man ind, så kommer man ind"
Zoo holder fast i sine sikkerhedsprocedure, selvom en mand var i fare, da han torsdag aften forcerede hegnet ind til elefantanlægget.
Torsdag aften brød en mand ind i elefanterne i Københavns Zoos anlæg.
Det viser en video, som TV 2 Lorry har fået af et vidne til episoden.
Manden forcerede først et hegn fra Frederiksbergsiden, så et sumpområde og til sidst en voldgrav rundt om elefantanlægget, oplyser Lars Holse, divisionschef for dyreafdelingen, Københavns Zoo.
Men selvom det lykkedes ham at komme ind til de store dyr, vil Zoo ikke ændre sine sikkerhedsprocedurer.
- Når vi bygger vores anlæg, så bygger vi dem efter, at vi skal kunne holde elefanter inde. Det er vores første prioritet. Vores anden prioritet er, at vi skal lave en barrier udadtil mod vores gæster, så de ikke tilfældigvis kan komme ind i anlægget, siger Lars Holse.
To gange før
Det er to gange før sket, at personer er kravlet ind til dyrene i Zoo.
For tre år siden kravlede en ung mand ind til isbjørnene. Manden overlevede med overfladiske skrammer. For fem år siden hoppede en person ned til tigrene i Zoo, oplyser Lars Holse.
Heller ikke dengang ændrede man sikkerhedsprocedurerne.
- I begge andre tilfælde har nogen taget en bevidst beslutning om at komme ind til dyrene. Skal vi lave om på det, så skal alt bygges op i store betonsøjler, og det hele skal lukkes til med hegn. Det har vi ikke lyst til, det skal vi heller ikke gøre, og det hjælper ikke. Hvis man vil ind, så kommer man ind, siger Lars Holse.
Alle Zoo's anlæg er godkendt af Fødevarestyrelsen.
Det er endnu uvist, hvor manden blev af efter hans besøg ved elefanterne.
Foto: Alexander Kayser
Manden bliver set som et rovdyr
Mens manden er inde ved elefanterne, løber de rundt, siger lyde og slår med snablerne.
Alexander Kayser var vidne til episoden, og han frygtede for mandens liv.
- Det lignede, at elefanterne var rasende. Han var meget heldig. Efter min mening var det mirakuløst, at han overlevede.
Ifølge divisionschefen er elefanternes voldsomme adfærd under hændelsen helt naturlig. De store dyr er vant til at leve i flok, og derfor samles de hurtigt, når der er fare på færde.
- Det er helt normal elefantadfærd, de viser. Det er flokstruktur. Først og fremmest oplever de det som et rovdyr, der kommer ind og truer flokken, siger Lars Holse og tilføjer:
- En af de måder, som de kommunikerer på, når de vil jage ting væk, det er er ved at slå snablen ned i jorden. Det lyder som sådan en hul slasken ned i jorden, og det lyder voldsomt. Samtidig stod de også og brummede lidt. Det er et tegn på, at de er opmærksomme på, at der er noget, som kan være farligt.
- Det her er ikke sket før, og det kunne godt have endt langt værre for manden.