Frederiksberg-cykelrytter diskvalificeret - nu skal sagen behandles igen
Cykelrytteren Johan Price-Pejtersen får nu prøvet sin DM-sag ved Danmarks Cykle Unions (DCU) Ordensudvalg.
Det oplyser Danmarks Idrætsforbunds (DIF) i en pressemeddelelse.
Frederiksberg-rytteren var hurtigste mand ved DM i enkeltstart i sommer, men blev efterfølgende diskvalificeret af løbsjuryen, fordi han på et tidspunkt kørte på en cykelsti langs vejen.
Johan Price-Pejtersen har forsøgt at klage over afgørelsen i Danmarks Cykle Unions (DCU) disciplinærsystem. Men DCU afviste sagen, med henvisning til, at afgørelser fra løbsjuryen ikke kan appelleres.
Siden har Johan Price-Pejtersen taget sagen videre til DIF's Appelinstans. Her er sagen nu behandlet, og det er afgjort, at diskvalifikationen nu skal realitetsbehandles hos DCU.
Johan Price-Pejtersen skifter næste sæson til World Tour-holdet Alpecin - Deceuninck.