Ikonisk rådhustårn restaureret: Indvies med Olsen Banden-temaet spillet på klokker
Det 60 meter høje rådhustårn på Frederiksberg er efter to års renovering klar til en officiel indvielse den 10. september, hvor Olsen Banden-temaet vil blive spillet på tårnets klokker.
For få uger siden blev sløret løftet, og borgerne på Frederiksberg kunne igen strække nakken tilbage og betragte byens vartegn: det 60 meter høje Frederiksberg Rådhustårn.
Efter at have været pakket ind i stilladser i to år, står tårnet nu færdigrestaureret, som det så ud i 1953 - 22 millioner, ni tons kobber og en hel del håndarbejde senere.
Nu er Frederiksberg Kommune klar til at byde alle velkomne, når Rådhustårnet sådan helt officielt skal indvies på torsdag den 10. september.
Og det sker på særlig vis, meddeler Frederiksberg Kommune på sin hjemmeside.
Til indvielsen vil klokkenisten Joanna Stroz give koncert som en hyldest til nyligt afdøde Bent Fabricius-Bjerre.
Der vil blive spillet en række af den folkekære musikers kendte hits som Alley Cat og temaerne fra både Matador og Olsen Banden.
Simon Aggesen (K), borgmester i Frederiksberg Kommune, siger til TV 2 Lorry, at renoveringen af tårnet har været en langsommelig og dyr affære, men som forhåbentlig betyder renoveringen, at Rådhustårnet holder mange årtier frem.
- Tårnet er byens vartegn, og klokkerne er en del af den traditionelle lydkulisse i alle Frederiksberg-borgernes hverdag. Det bliver skønt at få begge dele igen, og jeg ser frem til en festlig genåbning, siger han og fortsætter:
- Samtidig glæder jeg mig over et utroligt flot og gedigent håndværk, der gør, at tårnet kan holde i mange år.
Foto: Anna Clara Ingemann-Hansen/TV 2 Lorry
Klokkekoncerten starter klokken 11.30 på Frederiksberg Rådhus torsdag den 10. september.
Til ære for Bent Fabricius-Bjerre
- The Little Star af J. J. Stroz
- Matador af Bent Fabricius-Bjerre
- In A Bar Called The Wood af J.J. Stroz
- Alley Cat af Bent Fabricius-Bjerre
- Harlequin af J.J. Stroz
- Olsen Banden af Bent Fabricius-Bjerre
- Europa af J. J. Stroz
- Forelsket i København af Bent Fabricius- Bjerre
- Victory af J. J. Stroz
- Tænk at livet koster livet af Bent Fabricius-Bjerre
- Freedom af J.J. Stroz
Ikonisk rådhustårn er genskabt som i 1953
Det 60 meter høje Rådhustårn har været gennem en omfattende udskiftning af det eksisterende kobber, herunder også en renovering af den underliggende betonkonstruktion.
Rådhustårnet er genskabt præcis som det originale tårn, der stod færdigbygget i 1953.
Tårnet har været igennem en større renovering, hvor alt kobber på tårnet er blevet udskiftet, og det har krævet en hel del håndarbejde at sætte det nye på, da hver eneste firkantede kobberplade er håndbøjet for at passe rigtig ind.
Der er blevet brugt intet mindre end ni tons kobber. Prisen for renoveringen af Frederiksberg Rådhustårn løber op i lidt over 22 millioner kroner.
En omfattende renoveringsproces:
- Murværket på tårnet er fuget om
- Betonkonstruktion er udbedret
- Kobbertaget er udskiftet
- Klokkerne og rådhusuret efterset