Ingen panda-sex i Zoo i år: "Vi forsøgte alt, vi kunne komme i tanke om"
Det var svært at overbevise han-pandaen Xing om, at sex er sjovere end bambus, og dermed bliver det heller ikke i år, Danmark får deres første panda-graviditet.
Trods en ihærdig indsats fra både dyrepasserne og hun-pandaen Mao Sun, lykkedes det heller ikke i år at overbevise han-pandaen Xing om, at sex er sjovere end at spise bambus.
- Både dyrepasserne og jeg selv er skuffede, men vi føler, vi har gjort alt, vi kunne komme i tanke om, siger en lidt ærgelig Mads Bertelsen, der er dyrlæge og zoologisk direktør i København Zoo, til TV 2 Lorry.
De to pandaer blev sat sammen lørdag, og selvom der var en forholdsvis stor indsats fra hun-pandaen Mao Sun, så blev det kun til meget små tilløb mod en egentlig parring inden det to til tre dage lange årlige vindue for en vellykket forplantning lukkede.
Og selvom videoer af deres tid sammen kan give indtrykket af, at Xing var umådeligt svær at få til at flytte fokus fra bambus til parring, så kan hele skylden ikke lægges på ham.
I klippet nedenfor kan du se et tidligere indslag fra TV 2 Lorry om indsatsen for at få pandaerne til at parre sig:
Håb for fremtiden
- Hun gjorde alt, hvad man med rimelighed kan gøre som hun-panda. Hun afgav de rigtige lyde, hun bakkede ind mod ham, hun løftede halen og svajede i ryggen. Han prøvede lidt, men det kom aldrig til at fungere. Men det ville være en forsimpling at sige, det er hans skyld, siger Mads Bertelsen til TV 2 Lorry.
Og dermed må vi altså vente endu et år på muligheden for at opleve den første gravide panda i København, men pandaernes relativt unge alder gør, at Mads Bertelsen er fortrøstningsfuld for succes i fremtiden.
- Der er ikke så meget andet at gøre end at vente. Men det er klassisk, at det er svært at få pandaer til at parre sig de første år. Nu må vi så drøfte, om vi skal gøre noget anderledes næste år for at forøge muligheden for en graviditet.
Og selvom det måske kan virke som en meget stor indsats for at få en lidt ugidelig hanpanda til at dyrke elskov, så skal det ses i lyset af, at pandaen stadig er en truet dyreart.
- Den store panda er et udryddelsestruet dyr. I 1980'erne var der kun omkring 1000 pandaer i verden, og selvom det tal i dag er oppe på omkring 2000, så er der stadig brug for, at vi får sat nye pandaer i verden. Hver panda tæller, siger Mads Bertelsen.
De to pandaer i Københavns Zoo er af Kina udlejet til Danmark i 15 år, og derfor tilhører de stadig Kina, ligesom eventuelle kommende unger vil gøre det.
Københavns Zoo betaler godt 6,6 millioner kroner om året for leje af pandaerne, og tidligere har deres nuttede udseende været overskygget af kritik, fordi udlejningen af flere bliver opfattet som en del af det såkaldte 'pandadiplomati', hvor Kina udlejer pandaer til lande, der afholder sig fra kritik af det kommunistiske styre.