Malermester stævner selskab bag Søndermarken: De skylder mig mere end en million kroner
Rikke Lasman stævner nu boligselskabet KAB.
I 12 år har Rikke Lasman arbejdet som selvtændig maler på forskellige renoveringsopgaver i boligforeningen Søndermarken, der er administreret af KAB.
Senest på et stort renoveringsprojekt af 434 lejligheder fra 2017 til september sidste år.
Men da Rikke Lasman satte sit sidste penselstrøg, var der noget, der manglede. Betalingen for hendes arbejde.
- Så er de tavse. De svarer ikke på mine opkald, og de siger, at jeg skal have tålmodighed. De holder mig hen hele tiden, siger Rikke Lasman til TV 2 Lorry.
Mangler 1.034.000 kroner
- Det er 1.034.000 kroner. Det er mange penge - det er rigtig mange penge. Penge, man skal leve for, siger Rikke Lasman.
Hun blev derfor ved med at kontakte KAB, og løbende fik hun lidt penge, men langt fra det hele. Nu har Rikke Lasman fået nok og har derfor valgt at stævne den almene boligorganisation.
- Nu er de simpelthen blevet stævnet. Jeg har fået nok. Altså virkelig fået nok. Nu skal der ske noget, siger Rikke Lasman til TV 2 Lorry.
KAB bekræfter uoverensstemmelse
TV 2 Lorry ville gerne have interviewet KAB om sagen. Det har dog ikke været muligt. I stedet skriver KAB følgende i et skriftligt svar til TV 2 Lorry.
"Det er korrekt, at der er en uoverensstemmelse om de regninger, som Mester Lasman har sendt vedrørende Søndermarken. Vi har været i dialog med Rikke Lasman, men har ikke kunnet finde en løsning. Sagen er derfor overdraget til advokat, og mens den er i gang, har vi ikke yderligere kommentarer."
TV 2 Lorry har set alle de fakturaer, som Rikke Lasman har sendt til boligselskabet i forbindelse med renoveringsarbejdet af Søndermarken.
Renoveringen har stået på siden 2017, hvor i alt 434 lejligheder har fået skiftet vinduer, er blevet saneret for skimmelsvamp og fået ny ventilation.
Tidligere ramt af påbud og stævning
Og det er ikke første gang, KAB i den forbindelse er blevet ramt af en stævning.
I sommeren 2020 kunne vi nemlig her på TV 2 Lorry fortælle, at beboerne i Søndermarken blev udsat for byggelarm og sundhedsfarligt støv.
Frederiksberg Kommune gav i den forbindelse KAB et påbud om at stoppe renoveringen af de beboede lejligheder, og alle fik tilbudt genhusning.
En genhusning som mødte stor frustration hos beboerne, da den resulterede i en huslejestigning.
Derfor valgte 75 lejere i september sidste år at stævne deres boligselskab for at få økonomisk kompensation for den husleje, som de har betalt under den skandaleramte renovation.
Tilbage hos Rikke Lasman håber hun, at stævningen endelig vil betyde, hun får sine hårdt tjente penge.
- Jeg har virkelig knoklet for de penge, så jeg synes, at det er for dårligt, siger hun til TV 2 Lorry.