Rotter skal bekæmpes med særlig ugle: ”Den har rotten på sin spiseseddel”
I flere kommuner kæmper man med et stigende antal anmeldelser om rotter. Derfor foreslår Venstre på Frederiksberg nu at sætte natugler ind i kampen mod skadedyrene.
Irriterende gnavere skal bekæmpes med flyvende skadedyrsbekæmpere.
Det mener i hvert fald Venstre på Frederiksberg, der foreslår, at kommunen sætter natugler ind i kampen mod rotterne.
For Frederiksberg kæmper, ligesom en stor del af de resterende kommuner i TV 2 Kosmopols sendeområde, med et stigende antal rotteanmeldelser.
Allerede ved udgangen af oktober måned havde kommunen modtaget flere anmeldelser om rotter, end de gjorde i hele 2023.
En udvikling, som Malene Sandfeld (V), der sidder i Frederiksberg kommunalbestyrelse, håber, at de flyvende rottebekæmpere kan være med til at vende.
- Vi vil lokke natuglen til Frederiksberg, for vi ved, at den har rotten på sin spiseseddel, forklarer hun.
Uglerne er et supplement
Ideen om at sætte naturlige rottebekæmpere ind i kampen mod det tiltagende rotteproblem er faktisk ikke helt ny.
I Allerød Kommune har man allerede stemt ideen igennem, sat redekasser op og allieret sig med natuglerne.
- Uglerne er gode til at tage det, der kribler og krabler på overfladen, og det er faktisk der, rotterne er ved at sprede sig. Vi kan se, at der er kommet mange ugler, så de må have noget at leve af, hvilket er en god indikator på, at det faktisk virker, fortæller Miki Dam Larsen (S), der er formand for Miljø-, Erhvervs- og Byudvalget i Allerød Kommune.
Uglerne kan dog ikke vinde kampen mod plagen fra kloakkerne.
- Uglerne er et supplement og kan ikke løse problemet alene. Vi bliver stadig nødt til også at benytte de klassiske metoder som gift, fælder og rottefængere, siger han.
"Jeg ser ikke nogen hage ved uglerne"
At uglerne ikke alene kan fri Frederiksberg fra rotterne, anerkender Malene Sandfeld (V) da også.
Men hun mener nu alligevel, at der kun er fordele at se ved at invitere natuglen ind i byen.
- Jeg kan ikke se nogen hager ved det. Vi styrker biodiversiteten, vi inviterer et charmerende dyr ind i byen, og det vil hjælpe med at bekæmpe udviklingen i rottebestanden, siger hun.
Derfor har hun fået ønsket sat på dagsordenen til det næste møde i Frederiksberg Kommunes kommunalbestyrelse.
Der er altså stadig et stykke vej til, at du kan skifte synet af en lille gnaver i baggården ud med et par store runde øjne i natten.