Oversigt

Seneste nyt

Ukendte personer lægger Irmamosaik på Frederiksbergs Walk of Fame

Irmapigen har fået en plads på Frederiksbergs såkaldte Walk of Fame i form af en nedgravet mosaikflise nær de andre teaterfliser med prisbelønnede skuespillere portrætteret.

Problemet er bare, at flisen er aldeles uofficiel og lagt i ly af natten.

I det, der velsagtens er den mest frederiksbergske hærværksaktion tænkelig, har en eller flere ukendte personer natten til søndag erstattet en flise på Walk of Fame-strækningen på Frederiksberg Allé med en efter alt at dømme hjemmelavet mosaik forestillende Irmapigen.

Billeder fra stedet viser, at personen eller personerne bag aktionen har lagt flisen i hast, idet der søndag morgen fortsat er værktøj og jorddynger ved siden af flisen.

Der kan næppe herske tvivl om, at mosaikken er lagt med reference til Coops udskældte lukning af supermarkedskæden Irma, der har fået mange borgere i hovedstadsområdet til at protestere.

Irmapigen har siden 1907 været logo for kæden af supermarkeder, der til efteråret lukker sine sidste butikker efter 137 år.