Forældre til treårig, der var væk: ”De værste timer i vores liv”
- Som timerne skred frem, og han stadig ikke var fundet, var det nogle meget mørke tanker, der kom, siger faren, Sune Fundal Månsson, til Sjællandske Nyheder.
Han fortæller videre, at forældreparret fik opkaldet om deres barns forsvinden fra daginstitutionen på Ventevej allerede klokken 11.20. Først klokken 11.42, hvor den treårige dreng havde været væk i 40 minutter, blev politiet kontaktet.
Herefter pågik en stor redningsaktion, hvor hundepatruljer, droner, en helikopter samt et større antal frivillige ledte efter parrets søn i et område, der blandt andet indeholder skov, søer, moser og en å.
Den treårige dreng blev fundet i et skovområde cirka en kilometer væk fra daginstitutionen klokken 15.18, da en borger fik kontakt til ham og siden meldte dette ind via et 112-opkald.
- Vi får at vide at han har det godt, og så græder vi, omfavner og er lykkelige, siger Sune Fundal Månsson til avisen.