Kronprinsesse Mary får sin egen bro
Kongelige broer kommer til at præge Nordsjælland. Den nye forbindelse over Roskilde Fjord bliver 1,4 km lang, får fire spor, koster to milliard kroner og så har den netop fået sit navn.
- Det er så Kronprinsesse Marys Bro. Et flot navn til en bro.
Sådan sagde Venstres transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt, da han fredag afslørede navnet på Danmarks næste bro.
Det drejer sig om en ny bro mellem Frederikssund og Hornsherred, der ligger på hver sin side af Roskilde Fjord.
Valget faldt på Kronprinsesse Marys Bro, hvilket er ganske apropos, eftersom den nye bro skal aflaste Kronprins Frederiks Bro. Sidstnævnte er dog opkaldt efter den tidligere kronprins Frederik og ikke den nuværende.
I løbet af foråret kunne borgere byde ind med deres bedste idé til broens navn. Næsten 450 borgere sendte et forslag ind. Her i blandt den lokale folkeskolelærer Rasmus Olssen, der vandt lodtrækningen og løb med præmien på 5000 kroner. Han var én blandt 43, der havde foreslået Kronprinsesse Marys Bro.
Der går længe mellem, at en bro får et navn herhjemme - senest blev Øresundsbroen navngivet i 2000. Det er dog endnu længere tid siden, at en bro fik navn efter en person fra kongefamilien. Det skete senest i 1963, da broen over Guldborgsund blev navngivet Frederik d. IX's Bro.
- Den kommer til at binde Frederiksssunds kommune meget bedre sammen - og den betyder også at der kommer mere bosætning i Hornsherred, tilgængeligheden til København bliver meget større og man kommer meget hurtigere derind. Det betyder meget for folk. Mobilitet skaber udvikling, siger Frederikssunds borgmester John Schmidt Andersen til TV 2 Lorry.
Broen forventes at stå færdig i 2019.