Lokale ildsjæle fik idéen til arkitekttegnet og "smukt" havnebad
Frederikssund får havnebad igen efter 56 år, og det er takket være lokale ildsjæle. Havnebadet er dog aktuelt plaget af "klamt" vand.
Engang havde Frederikssund otte havnebade, men det sidste blev lukket af sundhedsmyndighederne i 1968 på grund af forurenet spildevand.
56 år efter har Frederikssund fået en arkitekttegnet, bynær badefacilitet med multifunktionelt, maritimt støttepunkt.
Det er sådan, man siger havnebad i år 2024.
- Jeg synes, det er meget smukt. Vi har hele tiden i FNI (Frederikssund Ny Initiativråd, red.) haft den værdi, at det skal være et smukt havnebad. Vi er stolte af det, og det bliver man jo ikke af noget, der er noget skrammel, siger Erik Huusfeldt Larsen, der er med i Frederikssund Ny Initiativråd, som er den forening, der fik idéen.
Dream Team Havnebad
Frederikssund Ny Initiativråd er en forening bestående af lokale ildsjæle, der blandt andet har til formål at fremme kulturelle og sociale aktiviteter for frederikssundborgerne.
I 2013 skulle de finde på et nyt projekt at kaste sig over, og valget faldt på et havnebad.
Tilfældigvis var der blandt medlemmerne mange nyttige jobtitler, så FNI kunne faktisk samle et regulært dream team.
- Folk meldte ind med stor begejstring. Altså vi havde en arkitekt, vi havde en professionel fundraiser, vi havde en forsker som mig selv, vi havde en VVS 'er og en undervandsarkæolog, siger Erik Huusfeldt Larsen.
De forskellige fagligheder skulle vise sig at være særdeles brugbare.
Foto: Andreas Hentze Madsen / TV 2 Kosmopol
Det store scoop
- Det store scoop for os, var en donation fra A.P. Møller Fonden. Vi fik 8,2 millioner hjem takket være vores projektbeskrivelse, siger Erik Huusfeldt Larsen.
Tilmed havde den daværende borgmester lovet en fordobling af det beløb, som Frederikssund Ny Initiativråd kunne hente på egen hånd.
Idéen om et nyt havnebad til Frederikssund var heller ikke svær at sælge, den passede godt ind i kommunens planer om at trække mere liv til havnen.
Havnebadet åbnede officielt den 2. juni i år.
Efter mange års frivilligt arbejde er Erik Huusfeldt Larsen godt tilfreds med resultatet.
- Det skulle være flot, og det synes jeg klart, at det er blevet, siger han.
Fakta om havnebadet
Kultur- og Havnebadet er tegnet af arkitekterne Christensen og CO, som også står bag den nye version af KB Hallen.
Det vejer 750 tons.
Det er et flydende havnebad, som gør, at det er klimasikret i forhold til vandstandsstigninger.
Selve konstruktionerne er rund og hviler på to arme, som holder havnebadet stabilt i vandet - den ene af armene fungerer også som landgangsbro.
Havnebadet er indrettet med forskellige funktioner til både vinterbadere og sommergæster.
Der er undervisningsrum til naturvejledere, foreningsrum og kajakholdepladser.
Der er også en scene, og en trappe, der også fungerer som tilskuerpladser.
Beskrives som "klamt" og fyldt med gopler
De seneste dage har både Sjællandske Nyheder og DR kunne fortælle, at vandet i og omkring havnebadet bassin dog er "klamt" og fyldt med gopler og andet snavs.
- De eneste, jeg har set, der er hoppet i her, har været drenge, der har udfordret hinanden for at se, om der var nogen, der turde hoppe i, selv om det var ulækkert, siger Frederikssundborgeren Lulu Stubholm til Sjællandske Nyheder.
Til samme medie udtrykker kommunens formand for Kultur- Fritids- og Erhvervsudvalget, Michael Tøgersen (LA), skuffelse og overraskelse over, at havnebadet ikke er blevet brugt mere, og at vandet er så beskidt.
Til TV 2 Kosmopol fortæller Erik Huusfeldt Larsen torsdag, at kritikken ikke gør, at han er mindre stolt af havnebadet.
- Kritikken har jeg som sådan ingen kommentar til. Vi er fortsat meget stolte af havnebadet, og jeg ved, at vi er mange, der glæder os særligt til vinterbadesæsonen, hvor vi glæder os til at nyde saunaen og det generelt multifunktionelle havnebad.
Han fortæller samtidig, at kommunen arbejder på at mindske problemet med vandmænd i vandet.
- Der er mange vandmænd ved havnebadet lige nu. Det er sandt. Men kommunen har heldigvis sat en pumpe i gang, som går fra det indvendige bassin med det stillestående vand, ud til det omkringliggende fjordvand. De to pumper, der er igangsat, skal øge cirkulationen i bassinet, som forhåbentlig gerne skulle afhjælpe situationen.
Herunder kan du se afsnittet af OPLEV, hvor vi ud over Frederikssunds nye havnebad også besøger krea-café i Roskilde og hører lyskunst på Rudolph Tegners Museum.