Unik chance: Denne ene dag kan alle gå på ny bro
Kronprinsesse Marys Bro i Frederikssund åbner den 28. september. Og alle er velkomne til "Fest over Fjorden".
Én bro. Én chance.
Har du en drøm om at spadsere over Roskilde Fjord på den nye Kronprinsesse Marys Bro? Så har du kun én mulighed. Og det er lørdag den 28. september.
Den dag bliver båndet klippet, og den splinternye bro bliver åbnet for alle - gående.
- Det er jo tradition for, at man virkelig fejrer åbningen af nye bro. Og dét gør vi også denne gang, siger projektchef Henrik Vincentsen til TV 2 Lorry.
Dagen bliver blandt andet fejret med et broløb, hvor samtlige 7.000 biletter allerede er revet væk. Der vil også være en udstilling om selve bro og forskellige boder.
Men helt almindelige spadserende, der vil betræde den nye asfalt, er også velkomne.
- Alle kan den dag gå en tur på broen. Og det er kun den ene dag. For der er jo tale om en motortrafikvej, og der er ikke fortov. Så vil man op at gå på broen, så skal man gøre det der, siger Henrik Vincentsen.
- Det er en unik chance.
Usikker om kronprinsessen kommer
Den nye bro, der forbinder Frederikssund og Jægerspris, er opkaldt efter Kronprinsesse Mary. Men om det bliver kronprinsessen, der åbner broen, er endnu usikkert.
Fakta om Kronprinsesse Marys Bro
1.360 meter lang
19,7 meter bred
22 meter i gennemsnits højde
Består af 16 bropiller
Det vil koste 14 kroner at køre over broen.
Det har taget 3,5 år at bygge den.
- Jeg tror og håber på, at kronprinsesse Mary kommer. Men vi afventer stadig, at Kongehuset vender tilbage til os, lyder det håbefuldt fra Vincentsen.
Se hele programmet for åbningsdagen her.
Vil man gerne trille over den nye bro i sit eget køretøj, skal man dog vente til mandag den 30. september, når broen åbner for almindelig trafik og dermed tager hul på en helt almindelig hverdag.