Gitte hørte da skuddene faldt: "Man ser det jo normalt kun på film"
Gitte Soetmann var ude at gå, da hun pludselig hørte lyden af to pistolskud runge gennem Værløse. Kort efter fandt hun offeret.
Egentlig var Gitte Soetmann og hendes mand bare ude at gå en helt almindelig eftermiddagstur, men den rolige vandring gennem Værløse endte alt andet afslappet.
For mens parret trasker afsted langs Ballerupvej, hører de pludselig to brag.
- Jeg tænker, det er nogen, der fyrer nytårskrudt af, og siger til min mand, at det da var tidligt at begynde på, fortæller Gitte Soetmann til TV 2 Kosmopol.
Kort efter viser det sig dog, at der ikke var tale om nytårskrudt men derimod noget langt mere alvorligt.
"Han er jo blevet skudt"
Knap to minutter efter parret hører de to brag, drejer de ind på en lille vej, der leder mod den lokale Netto, og her ser de en bil holde på tværs.
- Der holder den her sorte bil på tværs, og det ligner, der har været et trafikuheld, så vi skynder os over mod bilen, siger Gitte Soetmann.
Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix
Men da de når hen til bilen, går det op for dem, at det ikke er et trafikuheld, der har fundet sted.
- Der står to mænd - den ene på hug - og presser en tredje mand, der stadig sidder i bilens førersæde, hårdt på maven. Så siger jeg til min mand "Han er jo blevet skudt".
"Tør vi gå videre?"
Flere folk står allerede og hjælper til omkring bilen, og kort efter vælter det til med ambulancer og politibiler.
På trods af myndighedernes ankomst så var det ikke lige sådan at ryste oplevelsen af sig.
- Jeg tænkte ”Hold da fast – tør vi gå videre eller hvad”. Det er jo vildt, der bare kommer nogen og skyder fra en bil. De kunne jo have ramt ved siden af, fortæller hun til TV 2 Kosmopol.
Men parret gik videre. De gik hjem. Men oplevelsen fyldte resten af dagen - helt til sengetid.
- Jeg kunne ikke helt falde i søvn. Man ser det jo normalt kun på film, og nu er det pludselig virkelighed. Jeg vidste jo ikke, om offeret havde overlevet.
Søndag formiddag, hvor TV 2 Kosmopol møder hende, har hun dog fået lidt mere ro i sindet.
- Nu er politiet her igen i dag for at skabe noget tryghed, og det er godt. Men jeg tror ikke, vi almindelige borgere behøves at være bange, siger Gitte Soetmann.
Søndag formiddag skrev Nordsjællands Politi på X, at de formoder, at skyderiet bunder i et internt opgør i det kriminelle miljø.