Øjenvidne blev vækket af stort brag – eksplosion og stikflammer ved opgang i Hellerup
Eksplosionen udviklede stikflammer og voldsom røg, og opgangen til den lejlighed, det skete i, er afspærret på fjerde time.
Mark Molina, der er varehuschef, bor i den opgang, hvor eksplosionen fandt sted. Han blev vækket af braget i nat.
- Jeg vågnede ved, at jeg hørte et ordentligt brag. Og så stillede jeg mig ud på altanen, hvor jeg kunne se stikflammer nede foran opgangen. Jeg vækker min kæreste og datter og fortæller dem, at der er brand foran opgangen og ringer til alarmcentralen. Imens kan jeg høre en masse aktivitet i opgangen med folk, der løber op og ned, siger han til TV 2.
Vejen ligger ikke langt fra Israels ambassade. Politiet vil ikke oplyse, om aktionen har nogen tilknytning til dette.
Natten til onsdag i sidste uge blev to håndgranater sprængt nær Israels ambassade. Efterfølgende blev to svenskere varetægtsfængslet og sigtet efter straffelovens terrorparagraf.