Hvem skal rydde op efter jer?, spurgte TV 2 Lorrys reporter de unge, der fredag var til puttefest i Ulvedalene i Dyrehaven.
- Det burde vel egentligt være os. Men jeg prøver at samle det, jeg har med, i min taske og smide det ud på hjemvejen, sagde Oliver Kok, der går i 1.G på Brøndby Gymnasium.
Og måske flere af de 6.000 fremmødte unge gjorde som ham.
Lørdag morgen lyder meldingen fra Naturstyrelsen i hvert fald, at der i epicentret er fyldt med knuste flasker, men i udkanten er der langt mindre end ved tidligere år.
- Der er mere i containerne, end der plejer at være, siger Stella Blichfeldt, der er naturvejleder i Naturstyrelsen Hovedstaden.
- De unge skal bare fortsætte i den retning, men det kan bestemt blive endnu federe. De unge gider jo heller ikke være i natur, der ser sådan her ud, siger hun.
(Artiklen fortsætter efter billedet og videoen.)
Politiet vurderede, at der var omkring 6.000 unge samlet ad gangen i Dyrehaven.
Én melding gjorde forskellen
Især én ting har gjort en stor forskel: Der var færre glasflasker.
- De unge har fulgt gymnasiernes råd om ikke at tage glasflasker med, og det har tidligere været et stort problem med knust glas over det hele, siger hun.
- Dyrehaven er jo 2.000 hjortes tallerken, og de skal også meget nødigt træde på glasskår. Så vi skal samle alt op, siger hun.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Naturstyrelsen har for første gang bedt frivillige om at hjælpe med oprydningen dagen efter.
Og her er mellem 30 og 40 mødt op. 10 af dem er unge mennesker.
- Når vi er så mange, så er det en mindre opgave. Så går det hurtigt, siger Stella Blichfeldt.
Hun fortæller, at de frivillige blev færdige med det indledende arbejde omkring klokken 10.30. Mandag fortsætter man med at fjerne de sidste rester efter de unge.
Festen er hverken arrangeret af Naturstyrelsen eller gymnasierne, men derimod af de unge selv.
- Men det er jo ikke Naturstyrelsen, der står for denne fest. Og det er ikke med vores gode vilje, at vi skal rydde op efter de unge, siger hun.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Færre unge til puttefest
Vicepolitiinspektør Per Thuesen ved Nordsjællands Politi fortæller, at der i år har været færre unge mennesker i Dyrehaven, end der var sidste år, og at der generelt har været en fin stemning til den årlige fest.
- Stemningen har generelt været god.
- Når så mange unge mennesker samles, så vil der jo ofte opstå nogle sammenstød, og det er også det, der er sket i år, siger han.
64 unge var en tur forbi Dansk Røde Kors' samaritter under fredagens puttefest i Dyrehaven, og 18 af dem har ligget til observation i samaritternes telt.
Derudover er en person anholdt efter festen. Personen er mistænkt for et seksuelt overgreb mod en 15-årig pige. Politiet har registreret yderligere to overtrædelser af straffeloven.