Danmarks største cykelløb ræser udenom København
Det har i mange år været en tradition, at PostNord Danmark Rundt sluttede med 5. og sidste etape på Frederiksberg. Men sidste gang det skete, var inden corona-pandemien.
Siden har arrangøren fundet andre afslutninger, og i år er ingen undtagelse. Det tætteste Danmarks største cykelløb kommer på København er Bagsværd Hovedgade i Gladsaxe Kommune, hvor der er afslutning på fjerde etape.
Det sker på løbets fjerde etape, der starter i den vestsjællandske by Høng, hvorfra de cykler til Bagsværd via blandt andet Skibby, Jægerspris, Frederikssund og Ølstykke. Det oplyser PostNord Danmark Rundt mandag på et pressemøde i Kulturværftet i Helsingør.
Løbets sidste etape bliver en 16 kilometer lang enkeltstart, der starter og slutter i Helsingør by.