Tonsvis af sten skal bringe livet tilbage i Køge Bugt: Så hurtigt går det

Havmiljøet i Køge Bugt er nødlidende, og der er meget lidt liv tilbage under overfladen. Men nu er der hjælp på vej.

En stor pram, læsset med sten og en stor maskine, kan i disse dage ses ved Mosede Havn i Greve. 

Her er anlægsarbejdet af et nyt, stort stenrev nemlig skudt i gang mandag.

- Jeg er jo virkelig superglad. Stolt også. Det har egentlig taget fire år, kan man sige, fra vi startede og så til vi står her nu, siger Allan Scheller, der er formand for foreningen Køge Bugt Stenrev.

Foreningen kæmper for at få livet tilbage i Køge Bugt, efter man i mange år har været hård ved havmiljøet med stenfiskeri og sandsugning.

Og derfor er det en stor dag, nu hvor nogle af stenene endelig kommer tilbage under overfladen.

- Stenrevne er jo egentlig super vigtige, fordi der har været fisket så mange sten op, otte millioner kubikmeter sten, og det har taget mulighederne fra rigtig meget marint liv at få føde, og det vil vi gerne genoprette, siger Allan Scheller til TV 2 Kosmopol.

- Efter halve timer er der nyt liv

Og spørger man en marinbiolog, så mener han også, at stenrev er den rigtige vej at gå for at genoprette havmiljøet.

- Når man lægger et stenrev der, så bliver det til en sand oase, fordi der kommer forskellige artede biotoper for, at forskellige dyr kan fæstne sig, siger Jens Peder Jeppesen, der er akvariechef hos Øresundsakvariet i Helsingør. 

quote Efter nogle halve timer, så vil du kunne se nogle fisk, der flytter ind.

Jens Peder Jeppesen, akvariechef hos Øresundsakvariet.

Og det er nødvendigt, for vi har gennem tiden været hårde ved havmiljøet.

- Specielt omkring Sjælland, nordkysten, Øresund og Storebælt, der har man jo taget alle de værdifulde sten væk til bygning af moler og til havneudvidelser og så videre, siger marinbiologen. 

Og selvom skaden kan være stor, så kan det gå hurtigt, når først stenene bliver placeret under overfladen, og fordelene spreder sig til mere end kun Køge Bugt.

- Bare det, at du lægger stenene ud, så vil jeg love dig for, at efter nogle halve timer, så vil du kunne se nogle fisk, der flytter ind. Selvfølgelig, den helt store gevinst, den får man altså først efter 4-5, ja måske helt op til 10-20 år, siger han. 

Flere stenrev på vej

Stenrevet, som bliver lagt ud i disse dage, er nummer to, som foreningen Køge Bugt Stenrev står for. Og det første har allerede båret frugt.

- Lige nu så er der tangplanter på i varierende størrelser. Og så er der en masse af de her muslinger og rurer på. Og så er der tusindvis af små kutlinger (fisk, red.), siger formanden for Køge Bugt Stenrev.

Stenrevet Klintekongen er allerede anlagt, og i disse dage bliver der arbejdet på Strandgreven.
Stenrevet Klintekongen er allerede anlagt, og i disse dage bliver der arbejdet på Strandgreven.
Foto: Køge Bugt Stenrev

Udover det allerede etablerede stenrev ud for Solrød kaldet Klintekongen, og stenrevet som lige nu er ved at blive til virkelighed ved Greve kaldet Strandgreven, er der planer om yderligere otte stenrev i Køge Bugt.

Også ud for Halsnæs har man allerede anlagt et stenrev. Derudover har man vedtaget, at der skal etableres rev i Roskilde Fjord, ved Gilleleje og ved Taarbæk.

Og så mener foreningen da også, at det kun kan gå for langsomt med flere stenrev.

- Egoistisk set, så håber jeg jo på, at der kommer flere fisk, fordi jeg selv er lystfisker. Men jeg synes faktisk også, at det er fantastisk spændende med forskning og formidling, siger formanden, Allan Scheller.

- Så vi har tre ting, som er ret væsentlige for os, og det er forskning, formidling og naturgenopretning, slutter han.





Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik