Alice gør sensationelt svampefund i Nordsjælland
En helt almindelig svampejagt blev langt fra om forventet, da der pludselig dukkede en svamp op, som ingen før har set i Danmark.
I 15 år har Alice Bergmann samlet svampe.
Hun er ret god til at genkende de forskellige arter. Men en dag i juli måned stødte hun på en svamp i Gribskov, hun aldrig før havde set.
- Jeg tænkte bare, det her er mystisk, fordi den ligner og dufter som en kantarel, men er samtidig helt anderledes, fortæller hun.
Navnet på svampen er Abrikos Kantarel.
Og det er faktisk lidt af en sensation, at de er fundet fritvoksende i den danske natur. Svampearten er nemlig aldrig før dokumenteret i Danmark.
Abrikos Kantarel ligner til forveksling almindelige kantareller, og smager også lidt derhen af.
- Det første, jeg lægger mærke til, er, at de er stærkt orange sammenlignet med almindelige kantareller, siger Alice Bergmann.
Foto: Peter Hjelvang / TV 2 Lorry
Hemmeligt findested
Det eksakte findested i Gribskov er hemmeligt. Men svampeekspert Thomas Læssøe fra Biologisk Institut ved København Universitet har været på findestedet, og har overfor TV 2 Lorry bekræftet, at det ér vildtvoksende Abrikos Kantareller.
- Det er jeg fuldstændig 100 procent sikker på, fordi jeg har selv været oppe og se på dem, og når man er trænet svampekender, så er det faktisk en art, der er relativt let at kende, forklarer han.
Svampen findes normalt fritvoksende i vores nabolande Sverige, Norge og Tyskland, men hvordan de så pludselig kan dukke op i Danmark er en gåde.
- Dels kan den have været nede i jorden uden at lave et frugtlegeme, men den kan også være blevet overset og spist som værende noget andet, fordi det er jo ikke alle, der kan se forskel på kantarellerne, forklarer Thomas Læssøe.
Stortrives
Selvom kantarellen ikke normalt lever i Danmark, så tyder noget på, at de fremover kan findes i Gribskov.
Alice Bergmann har nemlig flere gange besøgt stedet, hvor hun fandt de første Abrikos Kantareller, og de trives tilsyneladende.
- De er vokset betydeligt i forhold til juli måned, hvor jeg var derude, så man kan se, det er et ret stort område, de spreder sig ud over, siger hun.
_
_