Freja Mille Que sejlede rundt med sin kammerat i den nyindkøbte gummibåd i jagten på kæledyr.
Dæmningen i Kherson-regionen i Ukraine var sprunget dagen før, og alle gader lå under vand.
Fra gummibåden zigzaggede hun i 40 graders varme mellem landminer, der flød rundt i vandet, mens hun forsøgte ikke at tænke for meget på de mange lig, som hun havde hørt var revet op fra byens gravsteder af det massive vandtryk, da dæmningen sprang.
(Artiklen fortsætter efter videoen.)
Hun forsøgte i stedet at holde fokus på byens kæledyr, der var flygtet op på hustagene for ikke at drukne.
En, to, tre, fire, fem, seks, syv hunde talte hun på et af tagene.
Sammen med sin kammerat manøvrerede hun båden hen mod hundene.
Hun passede på båden, mens kammeraten trådte op på taget og fik kæledyrene ned i de medbragte transportkasser, som de havde monteret fast på gummibåden.
- Det var fedt. Jeg tænkte ikke på, at det var farligt. Jeg tænkte bare på, at jeg skulle redde en masse dyr, fortæller Freja Mille Que.
Siden krigen brød ud i Ukraine for to år siden, har 27-årige Freja Mille Que fra Græsted været i Ukraine utallige gange for at redde efterladte dyr – primært hunde og katte, men også æsler og ørne.
Når der er krig, er det altid mennesker, der kommer i førsteprioritet. Det gør dyrene ikke
Hun er langt fra den eneste dansker, der de seneste år har taget turen til det krigsramte land for at hjælpe.
Flere strømmede til grænsen i Polen for at aflevere nødhjælp til ukrainere, og ifølge den ukrainske ambassade i Danmark tog mindst hundrede danskere til Ukraine i krigens første år for at kæmpe.
Ambassaden kender ikke tallet på, hvor mange der er taget til Ukraine for at redde de efterladte dyr, men Freja Mille Que har mødt flere andre danskere dernede.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Sidste år var hun i Ukraine i sammenlagt otte måneder. I år har hun ikke været afsted endnu, da en af hendes gode venner døde under krigen i december, fortæller hun. Men hun planlægger at tage afsted igen, når hun har det bedre.
- De fleste af mine venner forstår det ikke. At jeg ofrer mig for dyrene. Men det er vigtigt for mig, at dyrene har en stemme, siger Freja Mille Que.
Rejsen
Tanken strejfede hende kort efter, at hun hørte nyheden om krigens udbrud den 24. februar 2022: Hvad skal der ske med dyrene?
- Når der er krig, er det altid mennesker, der kommer i førsteprioritet. Det gør dyrene ikke. Og dyr kan ikke flygte selv, siger Freja Mille Que:
- Og så er jeg nok bare mere et dyremenneske, end jeg er et menneskemenneske.
Freja Mille Que er vokset op på en gård med en masse dyr, da hendes mor har et internat for mishandlede hunde.
Nu var det hendes tur til at gøre noget for dyrene.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Blot få uger efter krigen brød ud, opsagde hun sin lejlighed og droppede sit arbejde i hjemmeplejen.
I stedet kørte hun til Polen for at hjælpe et dyrehospital med at tage sig af de ukrainske kæledyr, der blev sendt dertil.
En dag kom en stor varevogn fyldt til bristepunktet med 20 granddanois-hunde.
- Jeg har aldrig set så tynde hunde. Det var sindssygt. Jeg kunne se alle deres knogler, siger Freja Mille Que.
Hundene havde været spærret inde i tre uger med meget lidt mad, før nogen fandt dem. De så forfærdelige ud.
Men det kunne hun ikke fokusere på i øjeblikket.
Der handlede det bare om at få dem sikkert ud af varevognen og få dem i karantæne, så de ikke smittede de andre dyr med eventuelle sygdomme, og derefter vaccinere dem.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Arbejdet fortsatte til klokken tre om natten, og to timer senere, klokken fem, skulle hun igen op og i gang.
Sådan gik de fleste dage. Men trods de stærkt medtagne dyr og det hårde arbejde kunne hun ikke få nok af det.
Da hun kom hjem til Danmark efter halvanden uge, havde hun taget en beslutning.
Hun skulle derned igen.
Blod på tanden
Et år og mange Ukraine-ture senere sad hun i gummibåden og forsøgte at manøvrere hunde ind i transportkassen uden at falde i vandet.
I løbet af året havde hun taget flere og flere chancer.
Hun var gået fra at hjælpe til på den anden side af grænsen i Polen, til at redde hunde fra mere sikre områder i Ukraine, til nu at bevæge sig ud mod krigsfronten.
Når bomberne sprang, måtte hun og kammeraten kaste sig ned i gummibåden for ikke at blive ramt.
(Artiklen fortsætter efter videoen.)
Hendes kammerat gik ikke fri. Han blev ifølge Freja Mille Que ramt af en klyngebombe på armen. Den snittede ham heldigvis kun, så der skete ham ikke noget alvorligt.
- Det var en enormt farlig situation. Vi måtte også gemme os under træerne, når der kom droner hen over os, og springe halvt i vandet, hvis de kom for tæt på, fortæller Freja Mille Que.
Som dagen gik, blev gummibåden mere og mere pakket med dyr. De fangede en kat fra ét tag, to hunde fra et andet.
Hvis en kat stak af, tegnede de en kat med spraymaling og skrev et 1-tal, så de næste dyrereddere vidste, at der var en kat i nærheden, som ikke var blevet reddet.
Længere nede ad vejen kom de forbi et højhus. De sejlede ind i opgangen og parkerede gummibåden ved foden af trappen for at lede efter livstegn.
- Vi fandt mennesker i nogle af lejlighederne, som var blevet tilbage. Vi spurgte, om de ville med, men det var ikke så mange, der ville, siger Freja Mille Que:
- Enten ville de blive der, eller også havde de aftaler med andre, som skulle hente dem senere.
(Artiklen fortsætter efter videoen.)
Det var ikke unormalt at møde ukrainere, der var blevet tilbage - selv i krigszoner, fortæller Freja Mille Que.
- Ukrainerne er ret hårdhudede. Specielt de gamle damer. De var ikke til at rokke ud af stedet, siger hun.
De dyr, de reddede væk fra tagene, kørte de hen til et internat eller et andet dyrevenligt sted i Ukraine, som de havde en aftale med.
- Vi tog som regel ikke ud efter dyr uden først at have et sted, vi kunne tage dem hen, siger hun.
Æslet
Freja Mille Que ved godt, at det kan være svært at forstå, hvorfor man vil udsætte sig selv for fare for dyrenes skyld.
- Når de bombede tæt på, var jeg meget bange. Det var vanvittigt. Men det var også det fedeste nogensinde at prøve at redde dyr på den måde, siger hun:
- Jeg vil aldrig nogensinde gøre det om. Aldrig. Jeg savner det.
Hun får et adrenalinkick af at redde dyr, fortæller hun. Hun forestiller sig, at det også er sådan, læger får det, når de redder patienter.
- Det er den fedeste følelse nogensinde. Jeg har aldrig prøvet noget lignende, siger hun.
De havde bombet hele stedet 12 timer efter, at vi havde været der
Ved en af aktionerne var det tæt på at gå galt.
(Artiklen fortsætter efter videoen.)
Freja Mille Que blev ringet op af en person, der fortalte, at de havde brug for hjælp til at redde et æsel.
Æslet skulle fragtes fra en militærbase i Odessa til storbyen Dnipro.
Æslet havde hjulpet militæret i starten af krigen med at fragte ammunition, men nu havde militæret ikke brug for det længere, og det skulle derfor rykkes til en gård, hvor den kunne leve resten af sit liv i fred, fortæller hun.
Freja Mille Que kørte derned i sin Opel Vivaro. Hun havde overvejet at rykke redningsaktionen en dag frem, da det ikke passede hende så godt, men hun valgte alligevel at tage derhen.
Bilen var fyldt med halm, og hun havde en balje med vand, gulerødder og æbler klar til æslet.
- Vi var ni personer om at få æslet ind i bilen. Det tog lidt tid, siger Freja Mille Que.
(Artiklen fortsætter efter videoen.)
Da det lykkedes, kørte hun afsted med æslet og fik det afleveret ved dets nye hjem.
Samme nat blev hele militærområdet, hvor æslet havde opholdt sig, bombet til ukendelighed, fortæller hun.
- De havde bombet hele stedet 12 timer efter, at vi havde været der. Så det var godt, at vi ikke havde hentet det dagen efter. Han er verdens heldigste æsel, siger hun.
Konto på nul
Freja Mille Que tænker ikke så meget over, hvad der ville være sket hende, hvis hun havde været der, da bomben sprang. Hun tillader ikke sig selv at gå ned ad det spor. Det kommer der ikke noget godt ud af, mener hun.
- Man bliver nødt til at tænke på de positive ting, ellers knækker man, siger hun.
Hun fokuserer i stedet på sagen. På alle de dyr, der er efterladt, og som hun gerne vil redde.
- Dyrene er lige så vigtige som os mennesker, i hvert fald for mig, siger hun.
(Artiklen fortsætter efter videoen.)
De seneste to år er alle Freja Mille Ques penge gået til at redde de ukrainske dyr - hele hendes opsparing og de penge, hun løbende har tjent. Omkring 70.000 kroner i alt.
- Lige nu står min konto på nul, siger hun.
Når hun har sparet op - og er kommet sig over tabet af sin gode ven - vil hun tilbage til Ukraine.
Hun vil hjælpe dernede, så længe der er krig, fortæller hun. Når krigen en dag slutter, overvejer hun at flytte derned i et års tid for at hjælpe med at genopbygge dyreinternater.
- Jeg synes, at Ukraine er et fantastisk land. Jeg har virkelig fået øjnene op for det. På trods af de forfærdelige omstændigheder er landet fyldt med søde mennesker, og der er enormt smukt. Så jeg er slet ikke færdig med at være dernede, siger Freja Mille Que.
Bag historien
Artiklen bygger på Freja Mille Ques beretning om sine rejser til Ukraine. Hendes beretning underbygges med billeder og videoer fra de hændelser, hun beskriver, men TV 2 Kosmopol har ikke mulighed for at verificere alle detaljer.
TV 2 Kosmopol har kontaktet Ukraines ambassade i Danmark for at høre, hvor mange danske dyrereddere i Ukraine, de er bekendt med, men ambassaden har ikke tal på dette.
