Godhavnsdrengene får pris for kamp for menneskerettighederne
Godhavnsdrengene har fået en pris for deres kamp for børns rettigheder. Den pris vil de nu bruge i kampen for at få en undskyldning for flere års misbrug og vold på det børnehjem, hvor de er vokset op.
Siden 2005 har 67-årige Poul-Erik Rasmussen kæmpet for at han og andre tidligere anbragte børn skulle få en undskyldning fra staten - en undskyldning for flere års misbrug og vold i statens varetægt på børnehjemmet Godhavn.
Men indtil nu har ingen undskyldt for de grufuldheder, som Poul-Erik Rasmussen og flere andre Godhavnsdrenge har måtte udstå.
Til gengæld har Rådet for Menneskerettigheder i år valgt at tildele deres hæderspris til Poul-Erik Rasmussen på vegne af foreningen Godhavns Drenge.
- Jeg tænkte, det er sgu da løgn. Det er stort, siger Poul-Erik Rasmussen.
Kampen for et anstændigt liv til børn
Godhavnsdrengene startede en forening, da de mødtes senere i livet og sammen erindrede, hvordan de havde levet som børn. De kom derefter i kontakt med flere andre anbragte børn fra andre børnehjem, hvor opdragelsen og afstraffelsen havde været lige så hård.
- Vores kamp har lige siden været, at børn skal behandles anstændigt. Og dem der skal passe på børn, dem skal vi holde øje med. Og det har vi gjort siden, siger Poul-Erik Rasmussen.
Den kamp vinder de nu en pris for. For børns rettigheder er menneskerettigheder, siger Søren Laursen, der er formand for Rådet for Menneskerettigheder:
- Det her handler ikke om erstatning, men om at få en undskyldning og dermed anerkendelse for det myndighedssvigt, der har været. Det er det, der er vigtigt. Vi skal gå efter bolden her, og det er det Poul-Erik Rasmussen gør, og det er derfor, han får prisen, siger Søren Laursen.
- Vi er sat i verden for at hjælpe med at sætte fokus på menneskerettigheder i Danmark. Nogle gange når vi diskuterer menneskerettigheder, så tænker man, at det er noget i fjerne lande. Men det er det ikke. Det er også her hos os selv, siger han.
Pris er et nyt våben
Igennem de seneste godt 15 år har Godhavnsdrengene kæmpet for at få en undskyldning fra staten, men for to uger siden afgjorde Østre Landsret at sagen er forældet.
Men prisen giver nyt mod til Poul-Erik Rasmussen:
- Især oven på at vi har tabt retssagen for forældelsesfristen, og vi sidder og tænker på, hvad vi nu skal gøre, for der er ingen tvivl om, at vi fortsætter, til vi får den undskyldning, men vi kunne ikke finde ud af, hvilke våben vi skulle bruge. Men nu kommer der noget, der beviser, at der er nogen, der tror på os, siger han.
Derfor har det også kæmpe stor betydning, at et flertal af politikere nu vil sikre, at sådanne sager ikke kan blive forældet ved domstolene.
- Det er jo et trin op af stigen igen. Vi er nået øverste trin mange gange, men så får vi en spand koldt vand i hovedet. Men nu føler jeg, at vi er nået helt derop igen - og nu holder vi fast, siger han.