I en nordsjællandsk by eksploderer efterspørgslen efter et særligt dyr
Det skriver DBA i en pressemeddelelse.
Løbeand og løbeænder var således det 8. mest trendende på DBA i juni måned, mens antallet af søgninger er steget med 520 procent sammenlignet med sidste år.
Årsagen til den pludseligt opståede lyst til at købe løbeænder kæder DBA sammen med, at anderacen er opdrættet til at spise snegle og andre skadedyr i haven, hvorfor disse af nogle anbefales som en effektiv måde at bekæmpe dræbersnegle på.
Helsinge i Gribskov Kommune er ifølge DBA det sted i landet, hvor flest søger efter løbeænder via onlineplatformen. Dragør og København-bydelen Brønshøj nævnes dog også som steder med høj efterspørgsel.
Der er dog ét stort problem: Mens interessen for løbeænder er eksploderet, er der lige nøjagtig nul løbeænder udbudt via salgsplatformen.
- Jeg husker ikke, i min syv år lange tid på DBA, at jeg har oplevet, at folk søgte så heftigt efter en vare på DBA, som der så var nul til salg af, udtaler Julie Schoen, presseansvarlig ved DBA.