Kæmpelabyrint åbner i Nordsjælland: Og det skal ikke være helt let at komme ud
Nu kan du fare vild i en gigantisk, grøn labyrint, der åbner i Gilleleje i slutningen af april.
Du er fanget i en kæmpelabyrint.
Hvis du svarer rigtigt på et spørgsmål, så bliver du ledt på rette vej ud af labyrinten. Svarer du derimod forkert, ender du i en blindgyde.
Det lyder som en scene fra Harry Potter eller et andet eventyrligt univers, men det er faktisk fra en nyetableret labyrint i Gilleleje i Nordsjælland.
Gilleleje Labyrinten er en fem hektar stor, grøn labyrint, der består af flere stisystemer på i alt syv kilometer, der kan tilpasses i længde – alt efter om det er børn eller voksne, der forvilder sig ind i labyrinten.
Labyrinten vokser i Hans Peter Rafn Sørensens baghave. Og med 10 hektar er grunden da også større end de fleste.
- Vi var på besøg et lignende sted, hvor der også var en labyrint, og så sagde min svigerdatter: Sådan en kunne vi da også bygge. Og efter at have tænkt lidt over det, så gik vi i gang, fortæller han til TV 2 Kosmopol.
Ifølge ham er labyrinten en af de største i verden.
Idéen med selve labyrinten er, at man skal quizze sig ud af den. Der vil være mulighed for at vælge temaer og sværhedsgrader, og så vil besøgende skulle svare på mellem 40 til 80 spørgsmål undervejs. Jo bedre man er til at svare, jo hurtigere gennemfører man labyrinten.
- Det kan tage et par timer eller tre at gennemføre de lange ruter, men vi har også børneruter på en kilometer, så der skulle gerne være noget for alle, siger Hans Peter Rafn Sørensen.
Labyrinten åbner for betalende gæster den 28. april.
90.000 pileplanter, 800 grantræer og meget mere
Gilleleje Labyrinten har været cirka tre år undervejs og er et rigtigt familieforetagende. Hans Peter Rafn Sørensens kone har udtænkt det ”sindrige stisystem”, som efterfølgende blev tegnet op og sået til med planter og grønt på grunden.
I alt er der blevet plantet cirka 90.000 pileplanter, 800 grantræer og derudover andre træer, buske og blomster i labyrinten.
I den ende er labyrinthækkene knap tre meter høje, så det er ikke til at se hen over, og i den anden ende er hækkene lidt lavere.
- Der er fire nødudgange, så man kan ikke blive fanget derinde, siger Hans Peter Rafn Sørensen.
Han anbefaler dog, at grupper med mindre børn holder styr på alle medlemmer, så man ikke bliver væk fra hinanden.
- Hvis det skulle give problemer, har vi set på, om man skal kunne leje nogle gps-armbånd. Men det er ikke aktuelt lige nu, siger han.
Op til åbningsdagen er der kun én bekymring for labyrintejeren - om træer og buske når at springe lidt mere ud:
- Vi mangler stadig lidt grønt, men det regner vi med er sprunget ud til den 28. april, lyder det.
Hans Peter Rafn Sørensen har modtaget 312.000 kroner i et særligt EU-tilskud til opførelse af en tilhørende servicebygning med kiosk, køkken, billetsalg og handicapvenlige toiletfaciliteter.
Tilskuddet er et såkaldt LAG-tilskud, der står for lokale aktionsgrupper, og som er penge der gives til udvikling og vækst i landdistrikter.