Livstidsdømte Peter Frederiksen er død i Sydafrika

Peter Frederiksen var dømt for medvirken til drab og voldtægt af et barn. Han er død i fængslet i Sydafrika.

Den danske våbenhandler Peter Frederiksen, som har siddet fængslet på livstid i Sydafrika siden 2018, er død.

Det oplyser hans forsvarsadvokat og det lokale politi i den sydafrikanske storby Bloemfontein til Ekstra Bladet.

Peter Frederiksen blev 72 år. Han døde af naturlige årsager i fængslet, lyder det.

Han blev dømt to gange livstid for medvirken til drab og for voldtægt af et barn.

Peter Frederiksen blev født i Gl. Holte i 1952 og fra 2000 drev han tækkemandsvirksomhed fra Kædemosegaard i Tibirke, skriver sn.dk

Sagen begyndte i 2015. Danskeren blev anholdt, efter at der blev fundet afskårne kvindelige kønsdele i hans fryser. Siden blev anklager om omskæring dog frafaldet.

I marts 2018 blev Peter Frederiksen idømt to gange livstid samt samlet mere end 50 års fængsel.

Livstidsstraffene fik han for voldtægt af en pige og for at have bestilt mordet på sin kone, som blev skudt i det lille land Lesotho, der ligger omsluttet af Sydafrika. Det skete få måneder efter Peter Frederiksens anholdelse.

Han blev desuden dømt for en række andre anklager - blandt andet besiddelse af børneporno og ulovlige våben.

Under sagen nægtede Peter Frederiksen sig skyldig. Straks efter sagen ankede han dommen. Men det afviste en dommer.

Peter Frederiksen var hovedperson i DR-podcasten "I en danskers blodspor" fra 2019. Her mødte fotograf Jørn Stjerneklar og journalist Helle Maj Peter Frederiksen i Sydafrika.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik