Oversigt

Seneste nyt

Musik i Lejet udsolgt på et kvarter: ”Vi er meget beærede”

Den nordsjællandske musikfestival Musik i Lejet kunne fredag melde udsolgt af partout- og endagsbilletter blot 15 minutter efter, at der blev åbnet for salget.

Det oplyser Andreas Grauengaard, programansvarlig og medstifter af Musik i Lejet, til TV 2 Kosmopol.

- I princippet handlede det mest om at få købene eksekveret, for der sad omkring 30.000 i kø på billetsiden, da der blev åbnet for salget. Det tog cirka et kvarter at få afviklet køen, indtil vi kunne melde udsolgt, siger han til TV 2 Kosmopol og fortsætter:

- På baggrund af de seneste års billetsalg, så havde vi forventet det. Men det er med ydmyghed, at vi kan sælge alle billetterne og lave noget, som folk synes om. Det må man aldrig tage for givet, og vi er selvfølgelig meget beærede over den store interesse.

Musik i Lejet, der løber af stablen over tre dage mellem den 18. og 20. juli næste år i Tisvildeleje , har en kapacitet på 10.000 gæster og har indtil videre offentliggjort kunstnernavnene Artigeardit x Lamin, Guldimund, GRETA, When Saints Go Machine og Röyksopp.