Færgeoverfart risikerer at lukke: Ingen vil have jobbet som skipper
Færgeruten over indløbet til Roskilde Fjord mellem Kulhuse i Hornsherred og Sølager i Halsnæs risikerer at have sejlet sin sidste tur.
Færgen Columbus, der nok er nedslidt og næsten 80 år gammel - men dog har kommunal finansiering til at fortsætte de kommende år, kan nemlig ikke tiltrække en ny skipper.
Det skriver Sjællandske Nyheder.
Den nuværende skipper på færgen stoppede ved udgangen af oktober måned, hvorfor Frederikssund Kommune, der ejer færgen, har sendt driften i udbud i håb om, at en ny skipper ville melde sig på banen og overtage sejladsen.
Med ved ansøgningsfristen den 28. oktober havde ingen søgt jobbet, skriver Sjællandske Nyheder. Dermed er der ingen til at sejle færgen, når overfarten efter planen skal genoptages til foråret.
Udvalget for Plan og Teknik i Frederikssund Kommune skal derfor på et kommende udvalgsmøde beslutte, om færgeruten helt skal nedlægges, eller om kommunen skal forsøge at overtage sejladsen som en kommunal opgave.