Historisk biograf stod uden forpagter - nu er dens skæbne afgjort
Efter en måneds uvished, er der godt nyt til de biografglade borgere i Halsnæs.
Siden 1947 har der været biograf i Frederiksværk, men som TV 2 Lorry kunne fortælle i juni, måtte Halsnæs Kommunen pludselig på jagt efter en forpagter for at bevare den historiske biograf Kosmorama.
Men nu er der godt nyt til de gæster, der ønsker at se en film i biografmørket i Frederiksværk - i hvert fald for en stund.
Det er nemlig lykkedes Halsnæs Kommune at indgå en midlertidig aftale om driften af biografen i Frederiksværk og dermed forlænge biografens liv.
Det oplyser Halsnæs Kommune.
Den nye forpagter er Biografkompagniet, der i forvejen driver tre lokale biografer i Haslev, Faxe og Næstved.
Og spørger man Jesper Larsen, der er forpagter af Biografkompagniets biografer, så mener han, at erfaringen med lokale biografer bliver en fordel i driften af den nye biograf:
- I Biografkompagniet har vi stor erfaring med at drive lokale biografer i byer, der minder om Frederiksværk. Vi kunne på den baggrund se, at der er et stort potentiale i en biograf som Kosmorama, så det var helt oplagt for os at melde os på banen, da muligheden for at drive biografen videre opstod, udtaler han i pressemeddelelsen.
Økonomien haltede
Den nu tidligere forpagter af Kosmorama Emil Nørholm opsagde sin kontrakt i juni og viste sidste film søndag den 3. juli.
Emil Nørholm havde styret den lokale biograf de sidste 14 år, inden han tidligere i år besluttede at kaste håndklædet i ringen - knap et halvt år før planlagt.
- Årene med corona har været for dyre. Folk er ikke kommet tilbage, forklarede Emil Nørholm til TV 2 Lorry i den forbindelse.
Han vurderede, at det ikke længere var økonomisk forsvarligt at fortsætte.
- Det er da trist, men man må også rive plasteret af. Nu har det blødt et par år, så er det på tide, lød det.
Kun en midlertidig løsning
Men den 11. august er det igen muligt at se film i Kosmorama, når den danske komedie ”Alle for fire” genåbner biografen.
Inden da har den nye, midlertidige forpagter dog travlt med at shine biografen op.
- Lige nu er vi ved at få frisket lokalerne op, og en ny popcornmaskine er også på vej.
- Nu glæder vi os bare rigtig meget til, at der atter kan vises film på det store lærred i Frederiksværk, siger Jesper Larsen.
Den nye aftale, der er indgået med Biografkompagniet er dog kun midlertidig og løber frem til den 31. maj 2023.
Kommunen oplyser, at man i den mellemliggende periode vil sætte gang i et udbud af forpagtningsaftalen på mere permanent basis.