Huset ligger klos op ad en hovedvej, og de bygger en mur gennem grunden. En dag bankede jeg på
Hver gang jeg pendler på arbejde fra Lynæs til Frederiksberg, passerer jeg det hvide hus med den grønne låge og tænker: Hvem bor der? En dag bankede jeg på.
Jeg vipper trælågens metalhåndtag op og åbner ind mod gårdspladsen. Den grønne maling skaller af træværket.
Et par trin fører op til hoveddøren. Jeg sætter fingeren på ringeklokken og venter - uden at vide på hvem.
Huset kender jeg.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Morten Raarup/TV 2 Kosmopol
Jeg hedder Anne Sørensen, og for tre år siden flyttede min familie og jeg fra København til Lynæs i Halsnæs Kommune.
Siden da har jeg pendlet i bil, hver gang jeg skulle ind på min redaktion på TV 2 Kosmopol på Frederiksberg - en tur på cirka 65 kilometer hver vej.
Hver gang kører jeg forbi steder, folk, huse og tænker: Hvad er deres historie?
Så nu lader jeg bilen stå og går på arbejde i stedet - for at opleve alt det, jeg normalt bare drøner forbi.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Morten Raarup/TV 2 Kosmopol
Det hvide hus ved vejen
Det hvide hus ligger sådan lidt på skrå. Kanter sig ud på cykelstien, lidt længere fremme end alle de andre huse, der ligger på række langs Amtsvejen i Kregme i Nordsjælland. Kort fra Netto og Circle K.
Facaden drejer ansigtet i retning mod Frederiksværk. Når jeg kommer hjemmefra, kan jeg se rækkerne af velplejede potteplanter i vindueskarmene.
Huset har også et navn. Holmebo, står der på gavlen.
Jeg passerer det, hver gang jeg kører af Amtsvejen, gennem Kregme. Hver gang jeg skal på arbejde på Frederiksberg. Til træning med hunden, eller mig selv. Besøge min søster i Hillerød.
(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)
Den dag jeg gik på arbejde
Siden 2002 er antallet af pendlere, der dagligt rejser mere end 100 kilometer, steget med 64 procent.
Jeg er en af dem - der mod egen forventning – er blevet pendler. Jeg er ikke vild med at køre bil. Bliver stresset af kø og frygter uheld.
Men sådan er det - så nu kører jeg en time hver vej - hvis trafikken arter sig.
En dag tog jeg rygsækken på og gik på arbejde for at opleve alle de ting, som jeg ellers overser.
Det blev til serien 'Fra pendler til eventyrer'.
Kilde: Dansk Industri
Som noget nyt er et støjhegn skudt op. Langs vejen skærmer det beboelsesområderne ved vejen mod støjen fra de tusindvis af biler, der hver dag kører på strækningen ligesom jeg.
Men huset bryder støjhegnets linje. Det er bygget helt op til hjørnet af huset. Viger pladsen og fortsætter på den anden side af udhusets kant.
Jeg hører trin.
Døren åbner, og han kigger ud.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Morten Raarup/TV 2 Kosmopol
Et liv på samme sted
Vi kigger på hinanden. Mig med uglet hår, vandrestøvler, rygsæk og entusiastisk nysgerrighed.
Ham i strikket, mønstret cardigan. Gråt hår. Venligt ansigt.
Jeg fortæller ham, hvem jeg er. En pendler, der normalt sidder i min bil og med 50 kilometer i timen kører forbi hans hus, men som i dag er på gåben med en drøm om at opleve noget. Møde nogle af dem, der ellers bare bliver til tanker og historier bag rattet.
- Hvor mange år har du boet her?, spørger jeg.
- Jahh, 84 år, svarer Egon Nielsen. Han har boet i huset, siden han blev født.
- Jeg var kun væk, da jeg var soldat i de 16 måneder, siger han og smiler lidt.
- Jeg hænger ved, selvom det er et stort hus.
Han får lidt hjælp til rengøring og dosering af tabletterne, som han kalder dem. Men ellers står han selv for det hele.
Han peger over skulderen.
- Netto, der er jo ikke så langt at gå over at handle, siger han.
Jeg vidste godt det med Netto. Jeg har set ham før i et glimt fra bilen. En dag hvor han krydser Amtsvejen med en Nettopose i hånden. Der er meget trafik, så han har lidt fart på for at nå sikkert over.
Jeg når at tænke 'hvem er mon det?', inden han forsvinder i bakspejlet.
Egon Nielsen inviterer indenfor.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Morten Raarup/TV 2 Kosmopol
Støjhegnet
Vi går ind i stuen. Et blad ligger slået op på krydsordene. En lænestol står helt tæt på det gamle tv. På væggene hænger et maleri, masser af fotos og en afrivningskalender med den korrekte dato på forreste blad.
Vi kigger ud af vinduet, der vender ud mod Amtsvejen.
- Nå, der er støjhegnet, siger jeg.
Det er det. Virkelig tæt på.
Egon Nielsen undrer sig lidt over hegnet, der nu er bygget helt op til hans stuevæg.
Det mangler ligesom lidt i højden i forhold til resten af det massive hegn, der er skudt op langs vejen.
- Tager det lidt af lyden, så det ikke er så højt fra vejen?, spørger jeg.
- Jo, det skulle det jo gøre, men jeg synes ikke, det har generet mig, men der må jo være nogen, det har generet, siden de er begyndt på det, konkluderer han.
Pendlere: En befolkningsgruppe i vækst
Der er mange af os. Selvom tallene viser, at vi pendlere i hovedstadsområdet rejser markant kortere end i resten af landet.
I Halsnæs, hvor jeg bor, rejser en pendler i gennemsnit 25,5 kilometer om dagen.
I København rejser en pendler i gennemsnit 12,9 kilometer om dagen.
67 procent af alle pendlere rejser, ligesom jeg, med bil.
Jeg har også taget toget - men det tager omkring to timer hver vej, fra jeg forlader mit hus på cykel, tager Lokalbanen til Hillerød, S-toget videre. Så metroen. Det er ikke så ofte.
Kilder: Dansk Industri, Danmarks Statistik, DTU og Dansk Infrastruktur
Et liv i Kregme
På væggen hænger et gammelt foto af hans hus.
Jeg peger på det.
- Dengang var der i hvert fald ikke en støjvæg, siger jeg og spørger, lidt dumt, egentlig, for svaret giver jo sig selv;
- Var der meget mindre trafik dengang?
- Joh, det var der jo, dengang de byggede det tilbage i 1926, der kørte de med tømmer fra Frederikssund i hestevogn, siger Egon Nielsen.
Tiden er gået siden da. Han har arbejdet med landbrug på nabogården og på cementstøberi i Hillerød omkring 15 kilometer herfra.
Alle årene har han boet i det hvide hus.
- Hvad er det, du synes, der er særligt godt ved at bo i Kregme?
- Tja, det ved jeg såmænd ikke, men nu har jeg jo været her altid, så synes jeg, at jeg skulle fortsætte med at være her, siger Egon Nielsen.
- Du hører hjemme her?
- Ja.
Det er jo egentlig bare en smule af hans historie, jeg får med mig på min vandretur, men jeg kan mærke det i maven. Som en gave. En lille bid livshistorie, som jeg kan tage med mig videre.
- Det er altså rigtig godt at møde dig. Når jeg har kørt forbi, så har jeg sådan lagt mærke til dit hus og tænkt over, hvem der boede der. Det var dig, siger jeg.
- Ja, svarer Egon Nielsen, for det har jeg jo ret i.
Jeg forlader huset. Lukker den grønne låge med lidt besvær. Næste gang jeg kører forbi på vej på arbejde, vil jeg tænke på Egon.
Har du ikke også sådan et sted, du passerer på vej til arbejde? Måske skulle du banke på en dag.
Hvis du er heldig, bliver døren åbnet.